Så er det dagen, hvor vi fejrer den danske grundlov. Den blev skabt tilbage i 1849 og senest rettet til i 1953. Mener jeg at det var. Jeg var ikke selv født dengang, men min kone spurgte forleden dag via en miniquiz på bagsiden af avisen, og da jeg svarede 1915, kunne hun trække på skulder og smilebånd. Der mistede jeg de bonuspoint.
I dag er også dagen, hvor vi stemmer i de danske stemmebokse. 179 medlemmer til Folketinget skal vælges, og denne gang har vi 13 partier at vælge imellem. De seneste par aftener har jeg set partileder-debatter, og jeg er helt klar over, hvor jeg IKKE sætter krydset. Når dette læses, har jeg sikkert sat mit kryds. Har du husket at sætte dit?
Og så er det jo også Fars dag. Denne dag dedikeres altså far, og det foregår på vidt forskellige måder i det danske samfund. Nogen fejrer det på utroligste vis med fejring og gaver dagen lang, mens andre tager det helt roligt. Vores familie hører til sidstnævnte kategori. Vi tager det heeelt roligt.
En spændende gaveidé
Alligevel kan vi da godt give en ide til den alternative fars dag-gave. Det er nemlig meget brugt at far skal have en gave i dag, hvor det er hans dag. Nettips iler med at komme med en ide, der ikke er elektronisk – og så alligevel: den moderne pengepung.
Vi fik nemlig et eksemplar af en hollandsk pengepung, som er ganske elegant at se på og røre ved. Det er ikke en pengepung i gammeldags forstand med plads til mønter. Mønter er på retræte. Jeg bruger faktisk kun mønter, hvis Hus forbi-manden eller -kvinden skal have en skilling. Ellers står den på kreditkort og MobilePay.
Med denne Ekster pengepung får du en supersmart måde at opbevare dine betalingskort på. Ekster ligner udadtil en ganske almindelig smart pung, men et tryk på en lille mekanisme i bunden af pungen gør, at dine kreditkort pludselig skubbes op. Et lille forsigtigt tryk og puf; så dukker op til 5 kreditkort op – hvis du altså har fodret pengepungen med dine kreditkort …
Og det er jo ganske smart. Der er desuden et par ekstra små rum, hvor du kan lægge supplerende kort. Det kan for eksempel være dit sygesikringsbevis, dit Coop medlemskort eller måske medlemskortet til Dansk Golf Union. Her er det ganske rart at der lige er ekstra rum.
Også plads til pengesedler
Når pengepungen åbnes, ser du ligeledes en elastik, som er ganske nyttig, hvis du har en pengeseddel med ombord i pengepungen. Man kan med andre ord sige, at denne Ekster pengepung opfylder de flestes behov og krav, når det handler om opbevaring af kreditkort og pengesedler.
Men nu dukker et mindre fejltrin op. Det er nemlig således at der følger en elektronisk dims med, når du investerer i den store Ekster løsning. Her er der tale om en dims på størrelse med et kreditkort. På dimsen ses en knap, og når du trykker på den, udsendes et bip af en slags. Fidusen skulle være at hvis man mister eller taber sin pengepung, kan dimsen hjælpe med at placere hvor pengepungen befinder sig.
App fungerer ikke
Dette sker via en gratis app til iPhone eller Android. Jeg installerede denne app på 30 sekunder, hvorefter jeg oprettede en konto. Dette var gratis, og så kom udfordringen: at parre den elektroniske dims med min telefon. Det er her, at tingene gik galt. Uanset hvor mange gange jeg prøvede og uanset at dimsen lå op ad min telefons skæm, lykkedes det mig ikke at skabe forbindelse imellem pengepungsdims og app på smartphone.
Nu er det et testobjekt jeg har forsøgt mig med, så mit humør er egentlig ganske godt, men hvis jeg havde brugt penge på denne Ekster pengepung inklusive elektronisk dims, var jeg blevet skuffet. I så fald havde jeg helt sikkert rådført mig med Eksters support, og så havde vi nok løst problemet.
Nu læner jeg mig tilbage velvidende at jeg har en smart, lille pengepung med plads til mine kreditkort. Det er helt sikkert en pengepung jeg vil tage i brug ved specielle lejligheder. Det kan for eksempel være til specielle lejligheder, hvor man kun har behov for det allermest nødvendige. På det plan giver jeg Ekster mine varme anbefalinger, men den elektroniske dims skal have et servicetjek – eller også skal appen have det.