Mennesket anno 2021 er på farten konstant. Eller rettere: det har vi jo egentlig altid været, for selv hulemænd og -kvinder vidste at man skulle fra A til B. I al fald en gang imellem. Og det vidste mine bedsteforældre også. Og forældre. Og mine børn ved det også. Så indledningen er jo en gang vås, men bag denne ligger en anden sandhed, som mine forældre ikke kender/kendte til.
Nemlig at vi med tidens teknologiske apparater er afhængige af en strømkilde, der kan lade vidunderne op. Her tænker jeg især på vores smartphones, som efterhånden skal lades op en gang i døgnet. Vi går jo rundt omkring med smartphones i lommer og tasker, og lige så snart vi har en ledig stund, glemmer vi at kigge på livet omkring os. I stedet hiver vi den fikse smartphone frem for at se, om vi er gået glip af noget.
Og det kræver strøm. Jo, batterierne er ganske vist blevet langt bedre i disse tider, men vi belaster også vores apparater mere og mere med sociale medier, videooptagelser, mailtjek og hvad man ellers får tiden til at gå med.
Afhængig af strøm
Nogen er også blevet mere afhængige af at kunne medbringe den bærbare computer. Jeg kender det selv fra mit arbejde. Jeg konstruerer hjemmesider i WordPress, og det er næsten helt umuligt at foretage på en smartphone. Derfor er jeg ofte afhængig af at kunne medbringe min bærbare computer. Nogle gange arbejder jeg de mest ”umulige steder”.
Det kan for eksempel være i et sommerhus, hvor jeg elsker at sidde på terrassen og kigge ud på naturen, mens jeg har gang i et WordPress tema på skærmen. Her er en stikkontakt ofte en mangelvare, og jo: jeg kunne selvfølgelig medbringe en forlængerledning, men når Sandberg nu har skabt en genial løsning, behøver jeg ikke at tænke på et ledningshelvede.
Sandbergs løsning hedder All-in1 Laptop Powerbank, og den kan du erhverve for blot 999 kroner. Med sådan en kraftig powerbank har du nemlig nu pludselig mulighed for at tilføre strøm til den bærbare, mens du er på farten. Dette har hidtil næsten været umuligt med de ”traditionelle” powerbanks, hvis batterier har været lige små nok.
Masser af power
Denne All-in1 Laptop Powerbank er på 24.000 mAh. Hvis du sammenligner med de almindelige powerbanks, ligger de typisk på 5.000 – 12.000 mAh. Desuden vil du opdage, at der kan være visse udfordringer med dit opladerstik til den bærbare computer. Dette problem løser Sandberg, idet man får 12 stk. forskellige adaptere med i pakken. Disse adaptere passer til de fleste bærbare computere.
Med denne kapacitet burde du snildt kunne lade din computer op en gang eller to, og hvis den udelukkende skal bruges til din smartphone, er der saft nok til op til 10 opladninger. Powerbanken fra Sandberg er udstyret med en plade som også klarer trådløs opladning af din smartphone, hvis den magter denne trådløse teknologi (hvilket min Pixel 3A desværre ikke gør).
Du fylder energi på powerbanken med det medfølgende strømstik eller via USB C. Selve enheden er udstyret med en quickcharge USB port samt 2 USB C porte. Dermed er der mulighed for at lade flere apparater op på én gang. Et display fortæller om strømsituationen. Sandberg All-in1 Laptop Powerbank vejer blot et halvt kilogram og er dermed nem at have med sig, når man er på farten.
Den koster som før nævnt 999 kroner og kan købes direkte via Sandbergs hjemmeside.