Elektronisk parkeringsskive i Danish design

Elektronisk parkeringsskive i Danish design

Parkeringsbøde! Eller på et pænere dansk: parkeringsafgifter! Det er da noget en vis herre har skabt. Så møghamrende irriterende at komme hen til bilen for at opdage, at en person har ”tabt” et girokort ned i din vinduesvisker. Det er bare så træls at skulle betale optjente penge til griske parkeringsselskaber.

Men det er jo min egen skyld, når det sker. Enten har jeg glemt at sætte skiven, eller også er parkeringsbilletten fløjet ned fra panelet, da jeg lukkede døren. Jeg har også oplevet at parkere på en handicap p-plads- skiltet kunne blot ikke ses på grund af efterårsblade (eller hvad det nu var).

En af de sjovere oplevelser, var da vi havde fået sat en elektronisk parkeringsskive i forruden. Desværre gik uret forkert, så fruen brugte en af de traditionelle parkeringsskiver i stedet for. Det må man ikke. 1 parkeringsskive i forruden ad gangen. Én!

Sætter selv klokkeslæt

Nå, de elektroniske parkeringsskiver er da smarte, for så sætter den selv det klokkeslæt, da man landede på parkeringspladsen. Husk at tjekke at batteriet er med på noderne. Disse elektroniske parkeringsskiver fås i mange modeller. En af de flottere er den i Jacob Jensen Design.

Den hedder intet mindre end JACOB JENSEN Electronic Parking Disc II, og med det navn skulle man nærmest tro at skiven tangerer en lavtflyvende UFO ved nattetide. Denne skive skulle være udstyret med spritny teknologi, der registrerer tiden, når bilen holder stille. Det synes jeg ikke der er noget nyt i.

Blå blink = bilen holder stille

Der er måske noget nyt i, at den udsender 4 blå blink inde i bilen, når bilen holder stille. Det er jo meget rart at vide, inden man kravler ud af fordøren. Hvis den ikke blinker, skal du blive siddende, for så holder bilen sikkert ikke stille …

Hvis den blinker rødt, skal batteriet skiftes. Husk det nu. Denne parkeringsskive måler 10 cm i diameteren og veje 86 gram. Du klæber den fast i frontruden med 4 medfølgende klisterpuder, og de skal nok holde styr på skiven. Prisen? 599 kroner. Altså omkring samme pris som hvis du får en parkeringsbøde. Undskyld: parkeringsafgift.

www.jacobjensendesign.com/product/electronic-parking-disc-ii

Læs også

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.