
Gratis software alias freeware er noget vi godt kan lide her på kanalen. Igennem årene har vi nævnt adskillige perler blandt de gratis programmer, og selv om der er sket mange spændende ting på internettet de senere år, er det altid glædeligt at hamre et godt gratis program ind på harddisken.
Mange er begyndt at kalde disse programmer for apps, og det må de også hjertelig gerne. Jeg er dog af den gamle skole, og har det så fint med at kalde en skovl for en skovl og en spade for en spade. Derfor synes jeg at ordet freeware er dejligt og retvisende. Man ved jo heller ikke hvordan app skal udtales. Ahp? Arp?
12 gratis perler?
Nå, et af forummets trofaste og meget dejligt aktive medlemmer hedder Bindegal. Forleden dag postede han et indlæg i forummet, som fokuserer på den bedste freeware til Windows, og det gjorde en mand som mig glad oven i låget. Det er nemlig dejligt, at der stadig er fokus på gode alternativer til købe software.
Så nu følger jeg op på Bindegals glade budskab og tillader mig at kommentere på de 12 stykker software, der nævnes. Bag listen står noget, der hedder TheWindowsClub, som jeg ikke kender til. De har offentliggjort listen på denne side, og der er vist ikke nogen tvivl om, at de arbejder meget i søgemaskineoptimering.
Liste med indbyggede links
Desuden er denne WindowsClub fyldt med annoncer, der til forveksling ligner noget relevant for artiklerne, så det synes jeg bare du skal være klar over. Fordi der er en grøn Download knap, er det ikke ensbetydende med at du henter det omtalte program. Nå, lad det ligge. Du får nogle links i nedenstående, som måske gør det nemmere for dig, hvis du ønsker mere info om programmet.
Inden du læser mine kommentarer, så læs også Bindegals humoristiske og seriøse kommentarer i tråden, for Bindegal er et kløgtigt menneske. Og så kaster vi os over denne top 12-liste, som altså er skabt af en Windows Club.
Kaspersky Free Antivirus – Tja, jeg har afprøvet Kaspersky, og synes egentlig den fungerer ganske godt. Jeg er dog mest indstillet over for at købe min sikkerhedsprogrammer. Måske falsk tryghed?
VLC Media Player – Yes, den er jeg gode venner med, og det er oftest den der bliver installeret, hvis nogle videofiler ikke fungerer i standardprogrammerne.
7-zip – Ja, den har jeg også brugt engang, men i dag synes jeg at standardprogrammerne i Windows og på Mac klarer udpakningen glimrende.
Audacity – Jeg har Audacity installeret på mine computere, men jeg indrømmer at jeg sjældent bruger det. Men ganske fikst, hvis du skal redigere en lydfil.
Ultimate Windows Tweaker – Her er jeg helt blank. Fisk!
CCleaner – Ccleaner var en af mine egne favoritter i herrens mange år, og jeg har lokket adskillige kursister til at downloade programmet. Men nu er CCleaner landet på fremmede hænder, hvilket har givet ridser i lakken. I dag bruger jeg Glarys Utilities.
TunnelBear VPN – VPN anvendes sjældent, så jeg undlader visdomsord her.
BitDefender Anti-Ransomware – BitDefender plejer at være et godt valg, og hvis de ligefrem tilbyder gratis værn mod ransomware, er det værd at inddrage.
EASEUS Todo Backup – Pas igen. Jeg tager backup på god gammeldags facon med at højreklikke og overføre filer til …
GIMP – Det nørdede tegne- og billedprogram fra Linux-verdenen. Det fungerer fantstisk, når man har lært det at kende (har jeg hørt).
Firefox – Tja, min favorit er Google Chrome. En vanesag?
FixWin – Øh… Hvad for en fisk?