Danskerne elsker cykling mere end nogensinde før. Succesen fra stjerner som Jonas Vingegaard, som jo desværre måtte udgå af løbet forleden dag, får mange til selv at hoppe i sadlen og investere i nyt grej, så de kan se lige så professionelle ud som rytterne i fjernsynet. Men den store købelyst har en bagside: Den tiltrækker svindlere.
Nye tal fra sikkerhedsfirmaet Check Point Software viser en voldsom stigning i oprettelse af falske webshops, der udadtil sælger cykeludstyr. På blot et halvt år er antallet af ugentlige angreb steget med hele 157 %. Samtidig bliver der i øjeblikket oprettet mange nye hjemmesider, der prøver at ligne officielle Tour de France-butikker. Og det kan virkelig være svært at skelne mellem ægte og falske webshops.
Sådan spotter du svindlen
Svindlerne opretter sider, der ser meget troværdige ud. Et aktuelt eksempel er siden tourdefranceevent[.]shop. Den har intet med det rigtige Tour de France at gøre, men lokker med:
- Ekstremt lave priser.
- Falske tryghedsmærker.
- Pop op-beskeder, der stresser dig til at købe hurtigt.
– Hvis et tilbud virker for godt til at være sandt, så er det som regel også tilfældet, lyder advarslen fra Balder Borup, sikkerhedsekspert hos Check Point Software.
5 gode råd: Sådan handler du sikkert
Inden du køber nyt cykeludstyr, bør du følge disse råd:
- Tjek webadressen (URL’en): Se grundigt efter i adressefeltet. Svindlere bruger ofte navne, der minder om de rigtige, men med små stavefejl eller mærkelige endelser.
- Find kontaktoplysninger: En ægte webshop har altid tydelige oplysninger om firmaets navn, fysiske adresse, e-mail og CVR-nummer. Tjek det grundigt ud og tjek evt. efter på Cvr.dk.
- Læs anmeldelser: Søg efter butikken på nettet. Hvis der slet ingen anmeldelser er, eller hvis de alle sammen virker kunstige, skal du passe på.
- Hold øje med prisen: Er varen mistænkeligt billig i forhold til alle andre steder? Så er det formentlig en fælde. Somme tider lander prisen på skæve beløb á la 249,26 kroner.
- Brug et sikkerhedsprogram: Sørg for at have et opdateret antivirusprogram på din computer eller telefon. Det kan advare dig, før du klikker dig ind på en farlig side.







