15 år. Så lang tid siden er det, at den første video blev lagt på videositet YouTube. I dag ejes dette mastodontsite af selveste Google. YouTube blev grundlagt i februar 2005 af Steve Chen. Det fortæller Wikipedia, og så må det jo passe. I december 2005 fik han startet projektet op for alvor takket være økonomiske saltvandsindsprøjtninger.
I oktober 2006 blev sitet så købt af Google for det man kalder en pæn sum. I dag er det så en af verdens mest besøgte hjemmesider, og jeg besøger den da også selv med jævne mellemrum, når man skal se et videoklip som handler lige fra fugl til fisk.
Man streamer jo videoklip direkte fra YouTube. Det betyder at du ikke skal downloade en masse tunge mega- og gigabyte, hvis du skal se en dum kat falde i et guldfiskebassin. Eller hvis du skal høre det nyeste nummer med det danske band Patina. Så blænder man ind på YouTube og indtaster søgeord i søgefeltet. Så er du kørende.
I dag uploades der videofilm i stride strømme til sitet. Og når jeg skriver stride strømme, mener jeg stride strømme. Alle kan i princippet uploade film til YouTube. Det kræver at du har en Google-konto, fx en Gmail-adresse, og så er du ellers klar til at lægge videofilm ind på din egen kanal. Der er censur på sitet, så du får ikke lov at uploade hvad som helst.
Og hvis du kommer til at bruge underlægningsmusik, hvor du ikke besidder copyright, kan du roligt forvente at musikken og måske hele videoklippet cuttes af med hård hånd. Ophavsret er et vigtigt emne, som alle bør tage seriøst, og derfor skal du heller ikke forvente at se den nyeste James Bond-film på kanalen.
Det er fredag og vi skal fredagslinke. Der er dømt videoklip i forskellige metermål, kulturministeren, yoga og Bubber.
https://www.youtube.com/feed/trending: Hvad trender på YouTube i disse dage? Det er en blandet landhandel. Skidt og kanel. Og lidt mere.
https://vimeo.com/channels/staffpicks: Vimeo er en form for konkurrent til YouTube. Måske lidt mere kvalitetsbevidst site. Her får du de nyeste og mest populære klip i øjeblikket, blandt andet Best of the year.
https://kum.dk: Kulturministeren Joy Mogensen er kommet i centrum efter at hun har meldt ud, at Absolute Music 2 var det album, som hun hørte, da hun var teenager.
http://bubber.dk: Breaking: Bubber er blevet far. Tjek dette vanvittige site.
https://www.yoga.dk: Vi kan dælme alle trænge til lidt yoga og mindfulness.