Fem vinyliserede fredagslinks

Fem vinyliserede fredagslinks

Fredagen kalder, folkens, og vi skal rette opmærksomheden mod en spritny udgivelse, som rammer verden i dag. Det er ikke hvilken som helst udgivelse. Det er nemlig kvalitet pakket ind i kvalitet.

Det handler hverken om en roman, en selvbiografi eller en opskrift på en økologisk brunsviger. Det handler om amerikansk musik, når det er bedst. Jeg sætter stor pris på musik, og hver gang jeg sætter mig ved tastaturet, kører musikken i baggrunden. Som regel.

I dag er det så at The War on Drugs er i centrum. Dette enestående amerikanske band sender i dag en ny skive ud til os hungrende mennesker, der sætter pris på lækker rockmusik. Det er ikke nemt at definere smag – kan det overhovedet lade sig gøre? Men det er nemt at have en holdning.

Man kan lide det. Man kan ikke lide det. Man synes det er ok. Man synes det er forfærdeligt. The War on Drugs er fantastisk. Hvis du spørger mig. Her får du god rockmusik, og mange forbinder lyden med de gode gamle 80’ere. Eagles. Dire Straits. Bob Dylan. Roxy Music.

Musik for livet

De sender altså deres nyeste album på gaden i dag. Det hedder A Deeper Understanding. Vel egentlig en rigtig god titel i en tid, hvor jeg ofte leder efter den dybere mening, når folk slår hinanden ihjel, eller når unge mennesker med livet foran sig begår selvmord og tager andre uskyldige ofre med sig i døden.

Onsdag aften i denne uge blev en rockkoncert aflyst i Rotterdam. Et andet amerikansk band – Allah-Las – skulle have spillet. Unge mennesker havde pakket en bil med gasflasker, men heldigvis fik politiet stoppet foretagendet, inden bile var buldret ind i et spillested med uskyldige mennesker. Og jeg tror i øvrigt ikke at man skal lægge noget i bandets navn.

Det er fredag. Musikken spiller og jeg har svært ved at få armene ned, for min grammofon snurrer lystigt med The War on Drugs og med Steven Wilson, som jeg også netop har købt. Det handler om at udnytte tiden her på jorden maksimalt. Jeg nyder musikken, og jeg nyder at præsentere fredagslinks.

I dag sender jeg dig videre til The War on Drugs’ hjemmeside, til whisky-investeringer, til gratis billedprogram, i fængslet og til Tags.dk.

www.thewarondrugs.net: Tjek hjemmesiden ud for The War on Drugs. Bemærk at bandet spiller i København den 25. og 26. november. Ses vi den 25.?

www.whiskyinvestdirect.com: Skal du investere dine penge i it eller olie? Ja, måske, men du kan også vælge at spendere penge i whisky. Der skulle være penge i dråberne.

www.faengslet.dk: I denne uge har jeg tit hørt om en mand, der er fængslet for en grum historie under vandoverfladen, så jeg tjekkede domænet ud. Her gemmer sig en oplevelse i Horsens.

www.on1.com: Hvis du har mod på at afprøve et nyt, gratis billedprogram, så tjek ON1 Effects Free ud. Tak for tippet, Prutterhunden, der styrer vort forum med blid hånd.

www.tags.dk: Et lille hobbyforsøg på at skabe en indholdskanal med meget forskelligt indhold.

 

 

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *