
SEO? Nogle læsere vil måske spørge sig selv og andre om, hvad SEO er for noget? Kort fortalt er SEO en forkortelse for Search Engine Optimization, hvilket på dansk oftest oversættes til søgemaskineoptimering. Søgemaskineoptimering er ikke en ny disciplin på nettet, idet den har fundet sted siden 1990’erne. Dengang eksisterede Google ikke.
Næ, i 1990’erne var det andre søgemekanismer man tyede til, hvis man skulle finde interessante hjemmesider på nettet. Yahoo var den helt store konge, og den danske kopi af Yahoo fik navnet Jubii. Ret kreativt, ikke sandt. Dengang brugte man også andre søgemaskiner. Hotbot og AltaVista var de helt store aktører, mens man i Danmark puslede lidt med Ni.dk.
Siden gik det stærkt. Google tromlede ind på markedet, og stort set hen over natten var de andre overhalet med brask og bram. Pludselig gik det op for netbrugerne i hele verden, at man på millisekunder kunne finde de mest relevante søgeresultater ved at bruge Googles fremragende teknologi. Og lige siden at robotter har serveret søgeresultater for menneskene har nogen spurgt sig selv: – Hvordan får vi vores hjemmeside til at ligge i toppen af søgeresultaterne?
Det var nemt at snyde
Da AltaVista var den helt store robotsøgemaskine, skulle der ikke så meget til for at manipulere med søgeresultaterne. Blot ved at tilføje nogle spændende søgeord i de såkaldte meta-tags var der chancer for at komme helt frem i søgeresultaterne. Med andre ord var det ”piece of cake” at snyde sig til gode placeringer. Jeg husker stadig at jeg på et af mine første internetkurser skulle finde en hjemmeside for fodboldentusiaster.
Vi startede AltaVista op, indtastede Manchester United i søgefeltet og trykkede Enter. Alt foregik på storskærm. Frem på scenen dukkede damer op med megen lidt påklædning. Lad os bare kalde dem nøgne. Mændene på kurset hyggede sig, mens instruktøren rødmede. Folkene bag hjemmesiden havde indtastet en masse fodboldklubber i de vigtige metatags, men indholdet på siderne var altså noget helt andet.
Så nemt er det ikke at snyde søgerobotterne i dag. Robotterne er blevet langt mere intelligente, og i dag skal du kombinere teknisk viden med kvalitativt indhold for at komme højt op i søgeresultaterne. Her er det ikke længere nok blot at skrive populære søgeord i dine metatags. Der skal kvalitativt tekstindhold på siderne, og så skal siderne optimeres på forskellige områder, som jeg ikke skal kede dig med her. Desuden venter et arbejde med at få andre hjemmesider til at linke til ens egen hjemmeside.
SEO hjælpeværktøjer
Nå, til sagen: når man arbejder intenst med SEO, er det en god ide at have hjælpeværktøjer ved sin side. Det kan for eksempel handle om, hvilke søgeord, der er relevante at inkludere i sine tekster. Hvilke søgeord bruger ens potentielle kunder, når de søger produkter via Google? Det er ret vigtig viden, idet det er disse ord du skal have skrevet ind i dine tekster. Hvis kundernes ord ikke står i dine tekster, vil robotterne ikke prioritere din hjemmeside som et ”godt match”.
Et andet vigtigt aspekt er at kontrollere, hvordan man ligger i Google ud fra bestemte søgeord. For en tømrer er det vigtigt at han ligger højt i Googles søgeresultater, hvis kunderne skriver ”tømrer” i Google. Men hans hjemmeside bør også ligge godt i Google, hvis folk googler ”ny carport”, ”nyt tag”, ”ombygning”, ”billig tømrer”, ”tømrer svendborg” etc. Og hvordan finder man så ud af, hvordan tømrermesteren ligger i Googles søgeresultater ud fra de givne søgeord?
Jo, man kan for eksempel starte Google op og prøve at indtaste søgeordene ét efter ét. Det er der blot visse udfordringer i. Dels kan Google måske genkende dig via dine cookies og cache på computeren. Derved vil du se bestemte søgeresultater, som din nabo måske ikke ser. Dels vil Google spotte hvor i verden du sidder via din IP-adresse og dermed give dig nogle søgeresultater, som folk fra nabokommunen ikke ser.
AccuRanker – et godt dansk værktøj
Det er altså ikke så ligetil at få et ”objektivt” søgeresultat, og det er her at det gode, danske værktøj AccuRanker dukker op. Det tonede frem i min bevidsthed efter at jeg havde læst en debattråd på Facebook. Her talte skriftkloge om nyttige værktøjer, og da AccuRanker blev nævnt flere gange, måtte jeg naturligvis ind og tjekke redskabet ud. Efter en times brug er jeg ikke i tvivl om, at dette er et af de bedste redskaber jeg har set i min SEO karriere.
Og hvad er det så at AccuRanker tilbyder? Jo, værktøjet byder blandt andet på søgeresultater, som er skabt ud fra en lokal søgning eller fra en global søgning. Du vælger så at sige selv, hvilke søgeresultater du ønsker at se. Måske lejer du sommerhuse ud til primært tyskere? I så fald er det mest interessant for dig at finde ud af hvordan din hjemmeside er placeret i den tyske Google på søgesætningen ”ferienhaus urlaub dänemark”.
AccuRanker tjekker dagligt dine placeringer i Google og i Bing, hvis du ønsker at inkludere Microsoft-søgemaskinen i dine analyser. AccuRanker gemmer samtidig dine søgeresultater, og dermed kan du nemt sammenligne dine placeringer løbende. Går det den rigtige vej, eller dykker du dybere ned i Googles afgrund? I så fald er det på tide med handling på hjemmesiden.
Gennemtænkte rapporter giver overblik
En af de store fiduser ved AccuRanker er desuden at du ikke skal bekymre dig om, at Google blokerer dine forespørgsler. Forestil dig at du sidder ved din computer og gennemtjekker dine søgeplaceringer på 23 forskellige søgesætninger. Der vil ikke gå lang tid, før Googles mistænksomme søgerobotter vil undre sig over din søgeiver. Du risikerer med andre ord, at de blokerer dine søgninger på grund af mystisk og ikke-naturlig adfærd. Via AccuRanker overlader du dine søgninger til værktøjet, og da det foregår via skyen, behøver du ikke at tænke på blokeringer.
Rapportering er også en vigtig del af SEO: virker indsatsen, går det den forkerte vej og hvordan skaber vi et overblik over SEO indsatsen? AccuRanker tilbyder avancerede rapporter, hvor du selv angiver hvilke informationer, der er vigtige for dig. Dette er ekstrem nyttigt, da du løbende får rapporterne og dermed kan handle i tide, hvis dine placeringer i Google pludselig falder drastisk. Som krølle på halen kan nævnes, at AccuRanker automatisk sender dig disse rapporter pr mail, hvis du ønsker det.
Rapporterne fortæller desuden hvordan dine konkurrenter ligger i Google i forhold til din hjemmeside. Du kan nemlig bede AccuRanker om at tjekke konkurrenternes placeringer på udvalgte søgeord. Dermed får du et indblik i, hvordan du klarer dig i forhold til konkurrenterne. Her kunne det være rart om AccuRanker også kunne fortælle, hvilke sites der linker til konkurrenternes hjemmesider, men det er muligvis en finesse jeg har overset i AccuRanker.
Prisen for AccuRanker
Det er ikke gratis at bruge AccuRanker. Du betaler et månedligt beløb alt efter hvor stor en løsning du har behov for. Priserne varierer fra cirka 45 dollars om måneden til 6.000 dollars om måneden. Den helt store klinge bruger du naturligvis kun, hvis du lever af at søgemaskineoptimere for kunder. Hvis du driver din egen hjemmeside og kun har behov for at kende til egne placeringer, er den billigste pakke glimrende, men hvis du på sigt får behov for at få tjekket endnu flere søgeord og søgesætninger, opgraderer du blot din AccuRanker pakke.
Bemærk at du kan få fingrene i en gratis 14 dages prøveperiode, hvor du kan teste dette sublime værktøj ud. Jeg har besluttet mig: jeg vil nu i en periode lægge nogle amerikanske dollars i de danske udvikleres pengepasse. Ved at optimere og holde øje med resultaterne kan jeg nemlig muligvis skaffe endnu flere besøgende ind på min firmahjemmeside. Besøgende på hjemmesiden er lig med potentielle kunder, og dermed kan udgiften til AccuRanker hurtigt være tjent hjem igen.