Trussel: døde smartphones

Trussel: døde smartphones

En relativ ny form for afhængighed har ramt det moderne menneske: afhængigheden af at der er strøm på vores smartphones, når vi bevæger os fra A til B. At opholde sig i den fri natur uden strøm på ens smartphone kan være lidt af en udfordring for mange af os. Vi er jo så bundet op på de pokkers telefoner, så man skulle tro at det var løgn.

Men det er det ikke. Vi er afhængige af smartphones og de muligheder, der er gemt i disse små banditter. SMS beskeder, emails, opdateringer på de sociale medier, nyheder og jeg skal komme efter dig, skal jeg. Derfor er det blevet en vane for mange mennesker at sørge for at holde sig ajour med hvor meget strøm, der er på telefonen.

Hvis vi kommer under de 20 procents batterilevetid, begynder koldsveden at trænge ud i kroppen på dig. Mange har sikret sig mod denne slemme tilstand. Det er gjort ved at investere i en powerbank, så man altid har ekstra strøm med sig i inderlommen. Sådan en strøm-sparekasse lader du ganske enkelt op, inden du tager på tur. Skulle du efterfølgende komme i batterinød, kobler du blot telefonen til banken, hvorefter du straks får det bedre igen.

RABOS er klar med hjælpende hånd

Og forleden dag modtog jeg så en pressemeddelelse fra RABOS. RABOS står for Radioamatørernes Borgerservice, og man anslår at der findes omkring 2.000 radioamatører i Danmark. De slår et slag for den faretruende situation, der kan opstå, hvis hackere og terrorister får lagt strømforsyningerne ned. Det er her, at radioamatørerne kan hjælpe med at bringe beskeder videre, når vores telefoner går døde.

RABOS har været under opbygning i 1 ½ år, og har efter afholdelse af øvelser bevist, at man vil kunne overbringe besked hurtigt fra landsdel til landsdel. Den 1. november 2019 er man kommet så langt med systemet, at man præsenterer sin platform for offentligheden, idet 29 radiostationer fordelt over hele landet er parat til at yde deres i en nødsituation.

Hvis du vil vide mere om RABOS og deres ydelser, kan du hente informationer på deres hjemmeside.

www.rabos.dk

Læs også

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.