StumbleUpon: Opdag de gode hjemmesider

StumbleUpon: Opdag de gode hjemmesider

Når man starter surfturen på nettet op, har man ofte sine helt egne favoritter blandt de milliarder af hjemmesider, der efterhånden findes. Søgemaskiner, Facebook, diverse nyhedsmedier, opskriftssamlinger, gør-det-selv-hjemmesider og hvad der ellers findes på nettet frister os hver især, og som tiden går, udpeger vi selv de websites, der har vores største interesse. Disse “stamhjemmesider” lever i bedste velgående, og når man har sine egne favoritter, glemmer man nogen gange at finde værdige alternativer. Det er der heldigvis råd for. Det sker via den gratis service, StumbleUpon.

Friske canadiere fik ideen
StumbleUpon er en amerikansk opfindelse, som blev startet i sin tid for at lade internetsurfere anbefale hjemmesider til hinanden. Systemet er helt enkelt, men bestemt fremragende, hvis man savner inspiration til at finde gode websites inden for forskellige kategorier. StumbleUpon er brugerstyret, hvilket groft sagt betyder, at det er os netsurfere, som bestemmer hvilke hjemmesider der er gode, og hvilke der er knapt så gode. Det hele foregår særdeles nemt, og det er gratis at være med i dette “lukkede” system, hvor medlemmer guider og hjælper hinanden tættere på de gode netoplevelser.

Ideen med StumbleUpon startede tilbage i 2001, hvor nogle friske canadiere fik ideen med at udveksle gode links med hinanden. De oprettede en slags lille forening, hvor vennerne fik besked, hvis man faldt over en anbefalelsesværdig hjemmeside. Via et sindrigt system kunne medlemmerne enten vende tommelfingeren nedad eller opad, alt efter hjemmesidens kvaliteter. Der er således tale om et særdeles subjektivt system, hvor man nemt er uenige om de enkelte hjemmesiders styrker eller svagheder. Nuvel, de friske gutter oplevede stigende interesse for deres idé, som de døbte StumbleUpon. Efter relativ kort tid var man pludselig over en halv million mennesker, som var tilmeldt ideen. I dag er man over ni millioner medlemmer af StumbleUpon.

Pas på – det er vanedannende
Det er utroligt nemt at komme i gang med StumbleUpon, og jeg anbefaler varmt interesserede i at afprøve systemet. Det er helt gratis at deltage, og man bestemmer selv om man vil deltage i “spøgen” med at anbefale eller fraråde hjemmesider via tommelfingersystemet. Man registrerer sig på hjemmesiden, hvor man selv vælger et brugernavn og en adgangskode. Desuden skal man oplyse en brugbar e-mailadresse samt fødselsdato. Man vælger også selv om man ønsker at andre skal kunne finde én via den anvendte mailadresse.

Når man er tilmeldt, er man parat til at vælge imellem en grundig stak kategorier, der har netop ens interesse. Man vælger blandt andet i kategorier som eksempelvis action film, sport, humor, it, tegneserier, astronomi, rockmusik og kæledyr. Det er her at begrænsningens kunst er svær, for hvis man vælger alt for mange kategorier, risikerer man at bruge alt for lang tid på StumbleUpon – man kan næsten ikke stoppe. Så godt og smart er det. Når man har valgt de kategorier, som man gerne vil følge, installeres en ekstra værktøjslinje i browseren, og så er man ellers parat til at gå på jagt efter spændende hjemmesider.

Det er netop værktøjslinjen, der er grundstenen i StumbleUpon. Den har således nogle få, men gode knapper, som sender dig på nye eventyr på nettet. Dels vælger du hvilken kategori af hjemmesider du ønsker at få vist, og dels trykker du på den tommelfinger, som symboliserer din mening om de hjemmesider du løbende besøger. Dine “karakterer” indgår i en samlet bedømmelse af hjemmesiderne, som kommer andre medlemmer af StumbleUpon til gode.

Sådan fungerer værktøjslinjen
Når din profil er oprettet og værktøjslinjen er installeret – det foregår næsten helt automatisk – er du klar til at gå på jagt blandt gode hjemmesider, digitale billeder, videoklip og meget mere på internettet. Værktøjslinjen indeholder en række forskellige knapper, så lad os se på de vigtigste af slagsen. Lad mig for en god ordens skyld minde om, at du skal være logget ind i StumbleUpon, før du får noget ud af systemet.

  • Den første knap hedder Stumble. Ved tryk på denne knap genererer systemet automatisk en ny hjemmeside, som anbefales af andre.
  • De to næste knapper er tommelfingerknapperne, som man anvender, hvis man kan anbefale eller fraråde den hjemmeside, som er fremme på skærmen.
  • Knappen All åbner op for de kategorier, man “abonnerer” på. Hvis man eksempelvis har valgt ti forskellige kategorier, vælger man enten at se hjemmesider inden for alle ti kategorier, eller man vælger en bestemt kategori ved at klikke på pilen.

www.stumbleupon.com

Læs også

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.