Sociale medier for børn

Sociale medier for børn

Nå, kære voksen. Har du været på de sociale medier i dag? Har du snuset til hvad vennerne på Facebook foretager sig? Og har du fået tjekket diverse fotos på Instagram? Og hvad med de seneste tweets på Twitter? Er der styr på sagen?

Voksne har formentlig et nogenlunde indtryk af hvad man bør og kan på de sociale medier, men når det er børn, som skal i gang med disse uundgåelige sociale medier, er det vores pligt som voksne at guide dem ind på området på rette vis.

Nettips modtog et spændende amerikansk dokument, som kommer med tips og tricks til voksne, som skal i gang med at introducere sociale medier for børn. Der er nemlig nogle ting, som er rare at være opmærksom på, når ungerne skal skubbes i den rigtige retning – hvis de altså absolut skal på disse sociale medier.

Dokumentet er skrevet af Janine Francolini, stifter af Flawlessfoundation.org, og hun har en masse gode tips til at få bragt de sociale medier ind med modermælken, for at bruge lidt af en kliché. Janine skriver blandt andet:

Man skal kravle før man kan gå

Tag det lige lidt roligt, når ungerne skal præsenteres for de sociale medier. Du tog jo heller ikke Herman Bang frem, da de skulle læse den første bog selv, vel? Hvilke sociale medier er mest relevant for dit barns “alderklasse”?

Lyt til barnet
Dernæst handler det om at lytte til børnene. Hvilke historier fortæller de? Er du nysgerrig? Eller er du interesseret? Der er forskel! Lyt til ungerne og tag en dialog med dem.

Vær rar
Ja, det lyder sikkert vanvittigt, men lær børnene at være rare og næstekærlige, når de er på de sociale medier. Her foregår der masser af mobning og onde intriger, og det behøver du i kke at lære børnene. Fortæl dem at de skal opføre sig pænt – også på nettet.

Hold dem i hånden
Når ungerne begiver sig ind på et nyt socialt medie, er det en god ide at “holde dem i hånden” – lige som når de skal krydse vejen de første gange. Vær der for dem og udforsk miljøet på de sociale medier.

Hold en pause
Når ungerne leger i haven, er det af og til en god ide med en pause. Den regel gælder altså også på nettet, og vær stor nok til at bede børnene om at slippe tablet og smartphone en gang imellem.

Vær dig selv
Husk også at personlighed er vigtigt. Bare fordi alle vennerne er online hele tiden, betyder det ikke at dit barn skal være online hele tiden. Hjælp ungerne med at træffe beslutninger, som ikke nødvendigvis er main stream.

Hvad synes du?
Fortæl også gerne børnene om dine egne holdninger til de sociale medier. Fortæl endelig, hvis du er bekymret for nogle ting på nettet, eller hvis du er i tvivl om det er godt eller skidt. Det kan skabe en rigtig god snak med barnet om brugen af de sociale medier.

Gør som du siger
Endelig er du som voksen rollemodel. Det betyder at du selv skal overholde de ting, som du “prædiker” for børnene. Hvis du fornemmer at ungerne er blev halvvejs afhængige af de sociale medier, så bed dem om at holde pause – men overhold selv “påbuddet”. Det nytter ikke at sige til dem, at de skal holde sig fra de sociale medier, hvis du selv slubrer Facebook i dig døgnet rundt.

www.flawlessfoundation.org

Læs også

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.