De fleste af os render i dag rundt med et kamera i lommen. I gamle dage – det vil sige for 10 år siden – var det utroligt trendy at have en snor omkring halsen, og for enden af den snor hang et kamera. Måske et analogt kamera. Måske et digitalkamera. I dag er de små kompakte kameraer et sjældent syn. I stedet tager vi fotos med vores smartphone.
Og linserne i telefonerne bliver da også bedre og bedre. Der hersker dog ingen tvivl om, at hvis du skal have de rigtigt gode fotos hjem i kassen, skal du investere penge i et originalt digitalt kamera af en eller anden slags. Mange vil nok nævne et digitalt spejlrefleks kamera som det optimale valg.
Du kan dog få rgtigt meget ud af kameraet i din smartphone, hvis du griber fotograferingen korrekt an. Sony Mobile har udsendt 10 gode råd til os hobbyfotografer, som elsker at fotografere med smartphone, og som deler billederne på Facebook, Snapchat, Instagram og andre sociale medier. Lad os kigge på de 10 råd, der giver dig bedre fotografering med din smartphone.
Det gode billede og lys
- Hvis du fotograferer i sollys, så vælg at fotografere morgen eller aften, hvor solen står lavt på himlen. Her får du spændende skygger, mønstre og detaljer med på billedet.
- Modlys. Hvis du tager det gode billede i modlys, får du et spændende foto i kassen. Kig dog ikke direkte i solen, og husk at hvis personen som kigger ind i kameraet har solen lige i øjnene, kan det være meget vanskeligt at se afslappet ud.
- Blitz eller på dansk: flash – kan være en nyttig ting at tage i anvendelse. Selv om du har masser af lys omkring dig, kan lidt ekstra lys på en person skabe ekstra liv, og du kan også lysne eventuelle skygger på billedet med lidt blitz.
- Kig dig omkring og se muligheder i lysfaldet. Lyset på en person skaber liv, og der skal ikke megen fantasi til at forestille sig et ultralækkert foto, hvor halvdelen af personens ansigt er i lys – den anden halvdel i skygge.
Drop zoom – gå tættere på i stedet
- Mange zoomer ind på livet løs, men det kan ofte være en skidt idé. Sådanne overzoomede fotos bliver tit pixelerede, slørede og fyldt med dårligt lys. Gå tættere på motivet i stedet for – hvis det altså er muligt. Og hvis du opdager Loch Ness uhyret, accepterer de fleste hvis du ikke går helt tæt på…
- Skab symmetri i dine fotos. Denne komposition skulle være harmonisk for øjet (og hjernen), så hvis du kan dele billedet op i 2 ens størrelser, skaber du ro og stilstand. Hvis din smartphone inkluderer gittervisning, kan dette være en god måde til at skabe symmetri i billedet.
- Leg med de naturlige linjer i kompositionen. Brug linjerne omkring dig og forsøg at fange motiver, således at linjerne hjælper beskueren på vej. Linjer kan både være lige og runde, for eksempel trapper, facader, veje og stier.
Billedbehandling gør gode billeder endnu bedre
- Prøv at fotografere på tværs af motivet i stedet for på langs. Forsøg en gang imellem at fotografere ”skævt”, idet billedet fornemmes mere dynamisk og dramatisk, hvis det er taget på alternativ vis.
- Når dine gode billeder er i hus, kan de formentlig gøres endnu bedre med lidt efterbehandling i et billedprogram. Enten via en filter-app på din smartphone eller i et billedbehandlingsprogram på computeren. Her anbefaler jeg Photoshop, Gimp eller Paint.net. Du kan dog også bruge en god online løsning: www.pixlr.com
- Hvad kan dit kamera egentlig? Leg med indstillingerne i kameraet på din smartphone. Måske gemmer det på spændende muligheder – har du eksempelvis tjekket hvilken opløsning dine billeder tages i? Kan du snuppe panoramafotos? Kan kameraet optage i slow motion, hvis du har behov for levende billeder/videofilm?