NHL 12 på isen

NHL 12 på isen

Selv om vi knapt nok er kommet ind i efterårssæsonen, kan det være godt nok med gode spil på hylden, som kan hives frem, når det begynder at blive iskoldt derude. Et af de spil, som jeg altid glæder mig til at se nærmere på, er spillet NHL fra Electronic Arts. NHL står for Norhern Hockey League, og på sportsspilsiden er Electronic Arts kongerne. Deres FIFA, Tiger Woods og andre sportsspil er i verdensklasse, og det samme gælder NHL-serien, som altid er sat superflot op. Dette års udgave hedder NHL 12, og igen er der tale om et lækkert ishockeyspil i flotte rammer.


Ifølge udviklerne er der over 300 forbedringer i NHL 12 i forhold til tidligere versioner, og NHL 12 skulle være det bedste spil i serien nogensinde, hvis man skal tro på udviklerne fra EA Sports. Det bliver for eksempel muligt at træde ind på isen som mesterspilleren over dem alle, Wayne Gretzky, og en ny Full Contact Physics motor betyder, at spillernes fysiske størrelse pludselig får en afgørende betydning. Dette kommer blandt andet til udtryk i de tacklinger der finder sted på isen. Så er kyllingerne advaret! Men det betyder også, at større angribere kan placere sig foran målmændene, så disse udsyn begrænses. Omvendt betyder det så også at store forsvarsspillere kan pløje de mindre angribere væk fra den farlige zone foran kassen.


De vildeste redninger
Et andet nyt indslag er ”Dynamic Goalies”. Her vil målmændene for første gang indgå i spillet. Spillerne kan således søge i infight med målmændene, mens de kæmper for positionen lige foran nettet, mens målmændene kan bruge al deres forudseenhed og smidighed til at udføre de vildeste redninger. Jo, den får ikke for lidt i NHL 12.


I NHL 12 skaber du naturligvis din egen spiller, og hvis du gør det rigtigt godt, så ender det måske med at du bliver en ægte pro på isen. Dette sker i Be a pro-indslaget. Du får naturligvis serveret en masse nyttige informationer under kampene, og dette kan blive afgørende for din egen spiller, når slaget skal slås på isen.
Tjek også Hockey Ultimate Team. Som noget helt nyt i Hockey Ultimate Team kan du nu spille mod andre brugeres hold selv om de er offline, da modstandernes mandskaber downloades direkte fra EA’s servere. Dermed kan du prøve kræfter mod nye modstandere hver gang og vælge at udfordre tusindvis af forskellige hold. Kæmp mod hold, der svarer til dit eget niveau eller test dit potentiale mod et top-100-mandskab – de bedste, EAUHL har at byde på.


NHL 12 udkommer til PlayStation 3 og Xbox 360


www.ea.com/nhl

Læs også

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.