Indkøbsseddel til Android

Indkøbsseddel til Android

En af hverdagens dilemmaer er at få handlet ind. Der går jo tid med det! Og ikke nok med det: der skal også lige skabes lidt research på, hvad der mangler i hjemmet. Det tager også tid. Og så skrive dosmersedlen. Eller på godt dansk: indkøbslisten. Indkøbssedlen. Kald den hvad du vil, men jeg tror du ved hvad jeg mener. Og når man så er kommet af sted, så har man glemt sedlen hjemme på spisebordet. Nu er jeg faldet over en gratis app til Android (og iPhone), som jeg tror jeg bliver glad for. Appen hedder eTilbudsavis, og her er der tale om en dansk og temmelig genial opfindelse til din smartphone.

Se de gode tilbud automatisk
eTilbudsavis hentes fra Android Marked, og det går pænt hurtigt med at installere denne gratis applikation. Når det er sket, og når du eventuelt har udfyldt dit køn og alder, er programmet klar til at blive taget i brug. Der er spændende muligheder gemt i eTilbudsavis. Eksempelvis er programmet i stand til at give dig gode tilbud direkte ind på skærmen. Det fortæller dig måske at den nærmestliggende Fakta har tilbud på minimælk, og at der i øvrigt er 454 meter til den nærmeste Fakta. Desuden kan du plotte det gode tilbud direkte ind på indkøbslisten. Endvidere kan du udfærdige din egen indkøbsliste på telefonen, og hvis du for eksempel skriver smør og klikker på en bitte lup, vil programmet straks suse ud og lede efter gode tilbud på smør til dig. Indkøbslisten gemmer oven i købet tidligere indtastninger. Desuden kan du dele din elektroniske indkøbsliste med andre pr mail eller sms. Ret genialt.

Top 25 tilbud er et andet element i programmet. Her får du serveret 25 gode tilbud i nærheden af din bopæl. Dette inkluderede eksempelvis en billig USB oplader i Lidl, billige PS3 spil i Kvickly, billigt hakket oksekød i Bilka, billige sodavand i Rema 1000, billigt toiletpapir i Spar og billigt sushi i Superbest. Du kan desuden søge efter gode tilbud i udvalgte butikker. Forestil dig at du spadserer rundt i den lokale Netto butik. I stedet for at udsøge gode tilbud på hylderne, kan du nu starte eTilbudsavis op på din smartphone og se en liste over de gode slagtilbud hos Netto. Det bliver næsten ikke nemmere. eTilbudsavis er startet af de to unge iværksættere Christian Birch og Morten Bo. De får hermed et skulderklap herfra!

www.etilbudsavis.dk/mobil

Læs også

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.