Forleden dag skulle jeg betale for nogle varer i en butik. Der skulle foræres lidt special-øl væk for en god tjeneste, så jeg spadserede ind i en fysisk butik på Midtfyn, hvor jeg fandt 6 spændende øl. Dem stillede jeg efterfølgende op på disken, og den rare kvinde bag disken spurgte høfligt, om jeg ønskede cellofan om øllerne.
Allerede dér adskiller oplevelsen på nettet og i virkeligheden sig. For det første kunne jeg mærke øllet i mine hænder, og for det andet havde hun – da jeg trådte ind i butikken – spurgt om hun kunne hjælpe. Fantastisk at betræde en fysisk butik. Duften derinde var himmelsk. Kaffe. Chokolade. Imponerende, sanserig oplevelse.
Nå, jeg skulle jo betale for de 6 øller, og da jeg trak pengepungen frem og hev pengesedler frem, fornemmede jeg en lille overraskelse hos kvinden. At kunder betaler kontant med fysiske penge, er vel snart en sjælden begivenhed, som til stadighed bliver mere og mere sjælden.
Elektronisk betaling
Men jeg fik altså lov at betale for mine varer med ægte penge, og jeg fik endda byttepenge retur. Byttepenge som nu er lagt i min selvbestaltede sparegris – som slet ikke ligner en gris. Disse fysiske penge er efterhånden ikke et begreb vi beskæftiger os med til hverdag i Danmark. Vi anvender nemlig i stigende elektronisk betaling.
Det er især kreditkort, der hives frem og placeres i diverse terminaler eller tæt på. Så trækkes beløbet automatisk fra din bankkonto, og du bemærker næsten ikke, at du er blevet lidt fattigere på pengesiden. Siden er betaling med smartphone dukket op, og nu er Google altså på banen i Danmark med deres Google Pay.
Kort fortalt kan du altså nu betale for dine varer med Googles Pay-app, der virker til nyere Android smartphones. Dermed kan du betale for dine varer på en helt kontakt- og kontantløs facon. Danmark er land nummer 25, som får mulighed for at anvende Googles system. Du kan bruge faciliteterne de steder, som tilbyder kontaktløs betaling, og så skal du være kunde hos Nordea eller Jyske Bank.
Sikker betaling via app
Dog er flere pengeinstitutter i færd med at koble sig på denne tjeneste, hvor du med en tændt telefonskærm blot trykker på en ikon, hvorefter beløbet overføres til butikkens virtuelle kasseapparat. Hvis du køber for over 200 kroner, skal du dog lige låse din telefon op. Lidt arbejde skal der jo være indbygget.
Netop sikkerheden er et aspekt, som Google forsøger at skabe på en fornuftig måde. De oplysninger der stammer fra et gemt betalingskort, gemmes ikke på smartphone eller i butikkens interne system. Betalingen foregår ved hjælp af et virtuelt kortnummer – et kortnummer som har fået betegnelsen Token. Denne Token genererer en unik adgangskode hver gang du betaler med din smartphone.
Googles Pay-app gemmer ej heller dine kortoplysninger på din smartphone. Dette er din sikkerhed for, at hvis du mister din mobiltelefon, kan din konto ikke misbruges af andre. Google siger selv, at det ikke er nødvendigt at spærre dine kort, der er knyttet til din Pay-konto, hvis du får din smartphone stjålet.
Skulle du miste din Android smartphone, anvender du tjenesten ”Find min enhed”, hvorefter du kan låse telefonen eller sikre telefonen med en ny adgangskode, som du selv vælger. Du kan også slette alle personlige informationer på telefonen, inklusive Google Pay.´