Falske annoncer hærger Google

Falske annoncer hærger Google

Seks millioner falske annoncer. Værsågod at tygge. Det er nemlig det antal, som Google dagligt sidder og sorterer fra, når de indbringende annoncer skal kigges efter i sømmene. Hvis man ser på tallene på aårsbasis, svarer det til 2,3 milliarder falske annoncer. Ikke så lidt, vel da …

Det er ikke kun annoncerne, som Google spærrer af for. Det er også annoncør-konti, som oprettes med luskede formål til følge. Derfor er det vigtigt at Google konstant holder øje med de ting, der foregår, hvilket fortæller, at der skal en enkelt eller flere ansatte til at tjekke ordentlig efter. Hvis de ikke gør det, risikerer brugerne – altså os der anvender Google – at blive taget med bukserne nede.

Phishing og malware

Det er nemlig fuskere, svindlere og fupmagere, der forsøger at oprette falske annoncer i søgemaskinen. Det gøres på sindrig vis, hvor de tager forskellige midler i brug. De udnytter kendte menneskers navne. De opretter snydeannoncer for alternative behandlere, og de forsøger at sælge ubrugelige billetter til lyssky og helt urimelige priser. Der går også phishing og malware i den, så pas endelig på med, hvad du synes du skal klikke på.

Netop phishing og malware er elementer, som du og jeg skal være opmærksomme på. Phishing er et forsøg på at hale informationer ud af dig. Det kan eksempelvis være dit betalingskort. Forestil dig at du ser et godt tilbud i en webshop og køber produktet. Inden du har set dig om, har banditter fået fingrene i dit kreditkortnummer, dato og sikkerhedscifre.

Pengeafpresning og tabte filer

Malware er også en slemmert. Her installerer folk helt uvidende slemme ting ombord på harddisken, og det kan gøre oplevelsen ved computeren ulidelig. I de helt slemme tilfælde risikerer man at få noget stads ind på harddisken, så ens dokumenter og filer krypteres. Pengeafpresningen sættes i gang, og hvis du ikke betaler i kryptovaluta, er dine filer tabt.

Størstedelen af annoncerne spærres af ved hjælp af maskinlæring. Sindrige programmører har altså udviklet software, der kan gennemskue mange annoncer, inden de frigives i Google. Mange apps anvender også Google Ads, og her skal Google altså også ind og kontrollere, om alt er som det skal være.

Tænk dig om

Dette her er en alvorlig udfordring for Google. Hvis banditterne finder metoder til at få publiceret ufine annoncer hos Google, risikerer søgegiganten at få håret i postkassen, når brugerne – altså os – begynder at klandre Google for ikke at passe bedre på. Det svarer jo til at den lokale ugeavis indrykker annoncer for tyveknægte og bedragere. Det vil de færreste redaktører nok finde sympatisk og klogt.

Så kære læser, når du bevæger dig på internettet, så husk at du gerne må tænke dig om, og at du ikke behøver at klikke på alt der rører sig. Husk også at hvis et tilbud lyder til at være for godt til at være sandt – så er det det sikkert også.

Læs også

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.