Brave browser – anonym på internettet

Brave browser – anonym på internettet

I mange år har jeg mere eller mindre udelukkende brugt browseren Google Chrome, når jeg har surfet løs på internettet. Det startede egentlig med Netscape Navigator tilbage i 1990’erne, men da Microsoft slap deres Internet Explorer løs i denne periode, gjorde vanens magt, at jeg skiftede Netscape ud til fordel for netop Internet Explorer.

Senere var det Firefox, som optog mit sind. I en kort periode forsøgte jeg mig med den norske Opera, men jeg var alligevel så begejstret for Firefox, at det var den foretrukne browser igennem lang tid. I 2008 dukker Google Chrome så op, og da jeg i forvejen anvender en del af Googles produkter, valgte jeg at satse på netop denne browser. Det har jeg det egentlig fint med.

Træt af hækkeklippere

I sidste uge installerede jeg så en ny browser. Den hedder Brave, og har fået gode ord med på vejen af diverse anmeldere verden over. Brave er gratis og open source, og dens motor er så vidt jeg lige har kunnet snuse mig frem til bygget på Chromium, altså en afart af Google Chrome.

Den helt store forskel er dog, at Brave ikke indsamler en masse viden om dig, mens du surfer fra hjemmeside til hjemmeside. Mange af os finder det belastende, at browseren opsnapper en masse informationer om os på baggrund af vores klikrutiner, og nu har jeg i 7 dage måttet acceptere at jeg får vist den reklame for en hækkeklipper efter den anden – blot fordi jeg ”kom til” at søge efter sådan et apparat i Google.

Så nu er jeg altså begyndt at se lidt nærmere på Brave browseren. Man surfer anonymt i programmet, og langt hen ad vejen minder Brave om Google Chrome. Brave gør bare nogle ting på en anden måde. For eksempel er der en reklame blokker installeret, så man slipper for at glo på ækle bannerreklamer – desværre også reklamerne her på Nettips, som ellers er med til at betale hosting for site og forum.

Mange indstillinger som i Chrome

Nuvel, det er nu meget rart at slippe for hækkeklipperne. I indstillingerne for Brave kan du også angive, hvor mange cookies du gider at finde dig i. Cookies snager i vores privatliv, og selv om jeg har pænt afslappet forhold til cookies, skal Brave roses for at give brugerne mulighed for at blokere det meste.

Som mange andre browsere har Brave også indbygget en password-funtkion, der gør at programmet kan huske dine passwords, hvis du er interesseret i det. Du bestemmer også selv, hvilken søgemaskine der skal optræde i adresselinjen, og Brave WebStore byder på en række tillægsprogrammer, som du kan peppe Brave browseren op med.

Giv Brave en chance – måske bliver det din foretrukne og dermed din standardbrowser.

www.brave.com

Læs også

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.