Xperia X1 – en bærbar i bukselommen

Xperia X1 – en bærbar i bukselommen

Mobiltelefoner bliver mindre i takt med at de kan mere. Sony Ericssons Xperia X1 er et spændende bekendtskab.

Jeg indrømmer det gerne: jeg er blevet lidt af en mobiltelefonnørd. Tidligere har disse små samtaleapparater blot været et hjælpemiddel, når man skal i kontakt med folk, men efterhånden som de udstyres med flere og mere avancerede funktioner, er min interesse for mobilos steget markant. HTC og iPhone er eksempler på de nye såkaldte smartphones, som stort set kan det samme som bærbare computere, og der fremstilles hele tiden nye eksempler på smartphones. Den seneste, der ramte min forlomme, var SonyEricssons nyeste og måske største satsning i lang tid: Xperia X1. Der er tale om en meget lækker smartphone med et indbydende design, der pakker en meget nyttig telefon ind på elegant vis.

Xperia har indbygget tastatur
Det første der slår én, når man får telefonen i hånden, er at den måske er en smule tungere end andre mobiltelefoner. Vægten afskrækker dog ikke, når man først finder ud af hvad der gemmer sig inden i telefonen. Bag den totallækre fingerfølsomme skærm gemmer sig nemlig et ægte minitastatur, som gør det nemmere at skrive længere tekster på telefonen. Tastaturet indikerer samtidig, at SonyEricsson har udviklet denne telefon i et samarbejde med producenten HTC, som er kendt for deres telefoner med indbygget tastatur. Inden man jubler over tastaturet er man nødt til at gå en smule i træningslejr, idet det kræver en vis tilvænning. Så store er tasterne nemlig ikke. Dog er tastaturet givetvis en finesse, der vil begejstre masser af folk på farten, der er trætte af det kendte ”sms-system” på almindelige telefoner.

Xperia er udstyret med touchscreen. Det betyder at man kan klikke eller pege direkte på skærmen med en finger eller med den medfølgende stylus (en mini-pegepind). Denne stylus er temmelig praktisk at have ved hånden, hvis man bevæger sig ind i telefonens funktioner med begrænsede menuer. Her kan det være udfordrende at ramme det rette sted med fingeren. Skærmen er ligeledes så praktisk indrettet, at hvis du slår tastaturet ud, vil skærmen automatisk ”lægge sig ned” i landskabsstatus, så skærmbilledet passer til øjnene. Det er eksempelvis meget praktisk hvis man er i færd med et regneark, der skal gøres færdig. Telefonen er nemlig også udstyret med mange programmer.

Windows, Word og Excel
Styresystemet på Xperia er Windows Mobile, som på mange måder minder om den Windows de fleste har installeret på deres computer. Man har en Startknap øverst til venstre på skærmen, og et klik på knappen folder en gedigen startmenu ud med masser af muligheder. Det virker næsten lige så nemt som på en almindelig computer. Man skal dog først have den mobile version af Windows ind under huden, før man bliver helt dus med systemet. Heldigvis er det muligt at skræddersy menusystemet, således at de foretrukne programmer figurerer i startmenuen. Det gør det meget nemmere at starte favoritprogrammer og dokumenter op.

Og programmer er der rigeligt af. Word og Excel er en del af kontorpakken i telefonen, der også inkluderer en PowerPoint-fremviser og OneNote-programmet. Det indbyggede PDF-program gør det muligt at læse PDF-dokumenter på farten, mens Messaging giver adgang til SMS, MMS og e-mail. Xperia er også til internetsurf. SonyEricsson har – udover Internet Explorer – valgt at installere Opera-browseren, som ubetinget er min favorit, når der skal surfes på internettet på en mobiltelefon. 7-kabale, regnemaskine og andet er også en del af Xperia, og man kan naturligvis downloade yderligere programmer på internettet.
Ellers indeholder denne herlige telefon fra SonyEricsson en lang række funktionaliteter, som efterhånden er standard på nymodens mobiltelefoner. Et kamera på 3,2 megapixels, der tager ganske gode fotos og videooptagelser, en medieafspiller, der klarer diverse video- og lydformater, FM-radio samt en lang række forbindelsesmuligheder, så man eksempelvis kan hoppe på et trådløst internet og surfe løs ved en rimelig høj fart.

SonyEricsson Xperia X1 er en telefon til den kræsne mobilbruger, som er en del på farten. Man kan indstille telefonen til automatisk at hente mail og kalenderaftaler via Exchange-delen, og det indbyggede tastatur vil gøre livet lettere for det skrivende folk. Prisen på cirka 4.800 kroner vil sikkert afskrække den almindelige gennemsnitsbruger, men hvis man overvejer at købe en moderne smartphone med touchscreen, er Xperia en fantastisk godt alternativ. Muligheden for at skræddersy sit eget ”Skrivebord” i form af forskellige paneler, gør denne telefon til et meget interessant bekendtskab. iPhone, HTC Touch og Samsung Omnia har fået en værdig konkurrent. Xperia kan vise sig at blive den telefon, der giver SonyEricsson øgede andele på telefonmarkedet. Jeg er i al fald meget begejstret for Xperia.

SonyEricsson Xperia X1 – specifikationer
– 110,5 x 52,6 x 17 mm
– 158 g
– 3,2 megapixels (video-)kamera med autofokus
– Video i DVD-kvalitet
– Videostreaming
– 3” touch screen (800 x 480 pixels)
– Windows Mobile 6.1
– Indbygget QWERTY-tastatur
– MP3-afspiller
– FM-radio
– 3D spil
– Wi-Fi
– HSDPA
A-GPS
Set til 4.825 kroner

www.sonyericsson.com/x1

Related posts

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *