Windows 10: dette skal du prøve

Windows 10: dette skal du prøve

Nå venner, så fik vi overstået Store Windows dag med opgradering fra Windows 7 eller 8 til Windows 10. 9’eren blev af usagte grunde sprunget over, og nogen mener at det skyldes at Windows Nine udtales som Nein i Tyskland. Nein = Nej. Den sande grund? Det vides ikke.

Ikke desto mindre er det Windows 10 som kører på denne stationære pc, og efter få dages brug er jeg mægtig godt tilfreds. Systemet virker stabilt, og jeg kan godt lide den grafiske overhaling, som systemet har fået. Der er desuden nyskabelser, som jeg synes du skal forsøge at prøve af.

Startmenuen er tilbage

Startmenuen er vendt tilbage. Det er jeg godt tilfreds med. Det meget udskældte starthalløj i Windows 8 er taget til efterretning, og derfor kan man kun blive glad i hovedet med den nye Startmenu i Windows 10. Du har hurtig adgang til de mest anvendte programmer, og nyhedsoverblikket er slet ikke så tosset. Du kan naturligvis skræddersy startmenuen, så den matcher dine ønsker. Prøv at højreklikke hist og pist og opdag nye muligheder.

Edge er navnet på den nye browser i Windows 10. Internet Explorer er sendt til de evige netmarker, og Edge er altså den browser, som du pludselig har adgang til. Edge virker hurtig, men jeg skal ikke komme med ret mange flere kommentarer, idet jeg (stadig) sværger til Google Chrome. Sjovt nok er Internet Explorer stadig en del af styresystemet. Hvorfor ikke bare fjerne den helt, Microsoft? Desuden er Cortana på vej som endnu en browser.

Multitasking og virtuelle skriveborde

Multitasking er naturligvis en del af et moderne styresystem, hvor du naturligvis sagtens kan arbejde i flere programmer ad gangen. Når du skifter imellem programmerne via genvejstasterne Alt + Tab, får du et bedre overblik over de åbne programmer i Windows 10. Husk at du også kan oprette flere Skriveborde i Windows 10, for eksempel ét til arbejdsbrug, ét til fritidsbrug og ét til multimediebrug.

Handlingscentret er et fint lille tiltag i Windows 10, som du nok skal blive glad for. Eller måske det modsatte. Her får du et overblik over nogle af de seneste ting og sager, der er sket på din computer. Dette er for eksempel de seneste e-mails, der er landet i din indbakke, programmer der skal opdateres eller hurtig oprettelse af en note.

Her er dit liv

I Windows 10 får du nu også en oversigt over dit liv! Ved at klikke på starmenuen har du nu mulighed for at sætte kalender og emailkonto op, så du har nem adgang til din Gmail eller Hotmail – eller hvad du nu bruger. Jeg regner med at jeg fortsætter med at tjekke mail i Gmail, men for mange brugere vil dette sandsynligvis blive den foretrukne måde at gøre det på.

Du har stadig dit gode gamle Kontrolpanel til rådighed, men tjek også det nye sted for Indstillinger. Du finder tiltaget ved at trykke på Startknappen > Indstillinger. Her finder du let adgang til at ændre på sager som Strømstyring, Standardprogrammer, Dokument-indstillinger, wi-fi og meget meget mere.

Hvad er din favorit-ting i Windows 10?

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *