Wimp med ny app til iOS

Wimp med ny app til iOS

Musik, smartphone og tablets. Se, hvis du spørger mig, er svaret jo ret enkelt: Jeg starter app’en Spotify på min Android smartphone eller tablet og kobler teknikken til min Bluetooth højttaler, og vupti: så er der gang i musikken til den lyse morgen, hvis blot man lige husker at lade apparaterne op. Men vi lever jo i 2014, og der er alternativer. Trods alt. Alternativet til Spotify kunne hedde Wimp. Alternativet til Android kunne hedde iOS. Kombinerer man disse alternativer har man altså Wimp til iOS. Nu dukker musiktjenesten op i en ny forklædning til iOS – altså fx iPhone og iPad – og det nye look inkluderer blandt andet 75.000 musikvideoer.

Den lille ny app fra Wimp har et design, der gør det lettere at navigere rundt i musikken, hvor over 25 millioner stykker musik ligger parat. Wimp har lagt 75.000 musikvideoer ind i app’ens univers, og det hele skulle foregå i HD kvalitet. Desuden er det blevet meget mere enkelt at håndtere diverse playlister, og du kan for eksempel kaste dig over færdiggjorte playlister i så alsidige kategorier som Afslapning, Fest, Træning, Romantik, Fokus, Middag, Historie, Årstider, Medier, Toplister, Gæster og Events.

Den indbyggede radio hjælper dig med at lytte til ny musik, som du måske ikke kender. Wimp finder musik der ligger tæt op ad kunstnere, som du har angivet, og pludselig støder du ind i musikalske rytmer og akkorder, som du finder ganske gode. I den ny app kan du desuden gemme musik, så du kan lytte til rytmerne, hvis du skulle løbe ind i offline mode. Hvad kan vi ellers berette om Wimp? Over en halv million mennesker i fem lande betaler for tjenesten. Wimp ejes af svenske Aspiro, men har også en dansk musik redaktion. Wimp er tilgængelig på smartphones, tablets, computere samt afspillere med internetadgang.

www.wimp.dk

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *