VM i fodbold hos Google

VM i fodbold hos Google

Google er verdens største og bedste søgemaskine. Punktum. Google er det sted på nettet, som har flest besøgende, og Google er blevet så berømt og udbredt at søgemaskinen ligefrem er blevet synonymt med at søge på internettet. At google betyder i manges verden, at man søger efter informationer på nettet. Kan man vinde større anerkendelse? Tænk hvis folk begynder at sige at de nettipser! – Hold da op, jeg nettipsede hele fredag aften, og hvor fik jeg dog bare meget ud af det… Nå, Google kan bruges til mange ting. Denne gigantiske søgemaskine magter mange spændende opgaver, og nu er endnu en føjet til listen: VM i fodbold i Brasilien.

Og hvad betyder så det? Jo, såmænd blot det at hvis du skriver “VM” i søgefeltet (uden gåseøjne), så vil Google præsentere dagens kampe samt resultater fra de kampe, der senest er blevet spillet. Klik eksempelvis på “Tidslinie og kampstatistik” ud for en færdigspillet kamp. Så får du at vide, hvor kampen blev spillet, et overblik over målscorere samt en masse statistik om for eksempel skud på mål, frispark, offsides og boldbesiddelse.

Hvis du udvider din søgning og skriver “vm tyskland” vil Google servere en række informationer om det tyske landshold. Hvem de har spillet imod og hvem de ellers skal spille imod. Hvem der har scoret for Tyskland og du kan naturligvis også se stillingen i gruppen, hvor Tyskland optræder.

VM og Google Trends

Dertil har Google oprettet en speciel VM sektion i deres Google Trends, altså den sektion hvor Google forsøger at forklare verden, hvad der er mest populært og efterspurgt i tiden. Google er jo rent faktisk i stand til at forudsige en epidemi af for eksempel influenza ud fra alle de søgninger efter søgeordet influenza, der foretages. Hvis en masse mennesker i et bestemt land pludselig skriver influenza i søgefeltet, er det højst sandsynligt fordi de er på vej mod en fæl influenza. Nå, tilbage til bolden. Googles sektion hedder World Cup, og her røber Google hvilke konsekvenser kampene under VM får, når folk pludselig ændrer søgevaner ud fra kampene.

For eksempel var Van Persie pludselig et meget mere populært søgeord end Vincent van Gogh efter Hollands sejr på 5-1 over Spanien. Jennifer Lopez var pludselig mere populær end Messi efter hendes optræden under åbningsceremonien og pludselig var brasilianerne særdeles interesserede i hvordan de maler det brasilianske flag på deres negle.

Google Maps kan med deres Street View vise dig, hvordan livet er på de 12 stadions, og du kan desuden se, hvordan menneskene i Brasilien fejrer VM hvert fjerde år ved at male deres veje og gader i smukke skildringer. Og på falderebet skal du vide, at hvis du har Google Now på din smartphone, er VM i fodbold automatisk bygget ind der også.

{fcomment}

Related posts

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *