Ubuntu Netbook Remix

Ubuntu Netbook Remix

Når man taler om små bærbare pc’er, handler det ofte om netbooks. En netbook er sådan en lille størrelse på cirka ti tommer, beskedne specifikationer samt en funktionalitet, som næsten tangerer en almindelig bærbar pc. Styresystemet til netbooks er ofte Windows, men i Linux-verdenen har man heldigvis udviklet alternativer. Ubuntu, som er en pænkonkurrent til Microsofts Windows, har produceret en lille speciel version, som de kalder Ubuntu Netbook Remix, ofte forkortet UNR. Denne artikel fabrikeres på UNR.

Og hvorfor så det? Min HP Compaq Mini 700 blev købt med Windows XP, og XP ligger stadigvæk på harddisken som styresystem. Jeg har blot installeret UNR som ekstra styresystem, så jeg selv vælger hvilket styresystem maskinen skal køre med, når den tændes. Denne dualboot er især praktisk, når flere personer bruger computeren. Nørden vælger UNR, mens konen foretrækker XP. Den egentlige grund til at installere UNR er lysten til at prøve noget nyt, som måske er bedre end det, man har i forvejen. Styresystem, altså…

Behøver ikke at røre en finger
Og UNR er et godt styresystem. Det virker glimrende, starter hurtigt op og virker ganske stabilt. Brugerfladen er endnu nemmere end Windows XP, så UNR egner sig faktisk rigtigt godt til de lidt mere uøvede bruger af computere. Man har en slags Skrivebord med ikoner for de mest brugte programmer og services i en gruppe, der hedder Favorites. Desuden er der en række kategorier i -venstre side af skærmen, hvor man blandt andet har spil, indstillinger, kontorprogrammer og grafiske programmer. Denne inddeling gør det særdeles nemt at klikke sig frem til den programtype man ønsker at bruge.

Installationen af ekstra spil eller software er uhyre enkel. I en slags Ubuntu software center klikker man sig frem til det program man ønsker. Og der er mange at vælge imellem! Et klik på programmet, indtastning af dit pasword og vupti: hele molevitten hentes fra internettet og installeres automatisk uden at du behøver at røre en finger. Det kan knibe med at finde programmer, som man kender fra Windows, men der er mange supergode alternativer, så man behøver ikke nødvendigvis at græde sig i søvn på grund af manglende software i UNR.

Prøv uden at installere
På hardwaresiden foregår det meste smertefrit. Det meste. Jeg oplevede grande problemer med mit trådløse netkort i Mini 700. Jeg måtte ty til dygtige folk i Nettipsforum.dk, hvor et link til et Ubuntu-forum hjalp mig med en volapykagtig sudo-kommando – en kommando som sendte mine tanker hen på DOS-dagene. Faktisk anede jeg ikke en hat om hvad der skete efter indtastningen af kommandoen, og fæle folk kunne med fordel lokke mig til at indtaste en kommando, der læsnsede min sølle bankkonto. Og når vi nu taler om sikkerhed og fortrolighed, så er UNR ganske god. Maskinen bruger ikke ressourcer på unødig antivirus, og træls malware preller af på Ubuntu – så vidt jeg ved!

Mit råd er entydigt: hvis du ønsker et simpelt og godt system til din netbook, så prøv UNR. Det downloades og lægges over på for eksempel en USB nøgle. Herefter booter du computeren og vælger USB nøglen som primær opstarter. Herefter kan du afprøve UNR uden at installere så meget som en byte. Er du vild med UNR, installerer du det via nøglen, og cirka 15 minutter efter er du klar til at nyde UNR. Vær forberedt på en anden pc-verden, og undervurder ike chancen (riskoen) for at skulle frekventere diverse Ubuntu-fora for at finde svar på dine næsten uundgåelige spørgsmål.

Hvorfor UNR: http://www.canonical.com/projects/ubuntu/unr

Hvad er UNR: https://wiki.ubuntu.com/UNR

Hent UNR: http://www.ubuntu.com/GetUbuntu/download-netbook

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *