Tørre øjne ved computeren

Tørre øjne ved computeren

Nå, nu sidder jeg ved min Windows computer på ottende time. Jeg stemplede ind til morgen klokken 8, og nu er klokken lidt over 15. Hele dagen har jeg arbejdet med et kursusmateriale, som skal bruges i forhold til begyndere udi it. Sådan et begyndermateriale tager lang tid, idet alt skal forklares så kort, pædagogisk og logisk som muligt. Der er ikke plads til små sidspring og fortællinger om ungarer, der bosatte sig i Danmark og blev millionærer hos Microsoft. Der er heller ikke tid til at fortælle om danskeren bag Skype eller om Googles tjenester. Nul, det skal være så kortfattet som muligt. Og masser af skærmbilleder. Så jeg er ved at være godt flad. Og mine øjne er tørre. Det er nemlig helt almindeligt, at dine øjne tørrer en smule ind, hvis du sidder for længe ved skærmen. Men det er der råd for.

Blink med øjnene

Mere skal der faktisk ikke til. Du skal huske at blinke med øjnene. Det siger jeg ofte til kursisterne. Husk også at drikke vand – men det hjælper ikke på tørre øjne. Mest på tørsten. Og for at undgå hovedpine. Hvis du tænker over det næste gang du sidder ved en computerskærm, eller hvis du har din tablet/smartphone i hånden, så tænk over hvor meget du egentlig stirrer. Altså glor uden at blinke med øjnene. Men det skal du lære. At blinke med øjnene. Gør det hvis du lander på en langsom hjemmeside, der loader langsomt. Eller blink med øjnene næste gang du downloader et program. Eller blink emd øjnene, hvis du skal leve med en reklame i 10 sekunder, inden du skummer fløden.

Husk også at kigge på dine omgivelser. Måske sidder der en køn person tæt på? Måske er der smukke malerier på væggen? Måske kigger du ud på en parkeringsplads, hvor der sker noget hele tiden? Måske burde du bare rejse dig og få noget frisk luft i den friske natur.

Related posts

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *