To nye bærbare fra Toshiba

To nye bærbare fra Toshiba

Den første bærbare pc jeg nogensinde fik stillet til rådighed, var en Toshiba. Jeg husker ikke modelnummer eller -navn, og det er vel også fuldstændig ligegyldigt! Men faktum er at jeg var glad for min Toshiba, som aldrig voldte mig problemer. Dejligt minde! Nå, nu er Toshiba ude med et par nye bærbare computere, som måske har din interesse. De nye bærbare computere hedder Satellite and Satellite Pro NB10, og der er tale om et par lette maskiner på max 1,5 kg. Trods den beskedne vægt er der plads til masser af hestekræfter i de bærbare computere – også selv om der er tale om et par slanke gutter i nydeligt tøj! Selv påstår Toshiba i en pressemeddelelse at der er tale om fantastiske maskiner til en fornuftig pris. De glemmer blot at orientere om prisen…

Den ene af de bærbare computere er velegnet til skolebrug, postulerer Toshiba. Det er den bærbare computer, der hedder Satellite Pro NB10. Toshiba kalder det for en fleksibel maskine, hvad de så lægger i den karakteristik. Toshiba skriver blandt andet i pressemeddelelsen: – Uanset om det er forældre som køber disse maskiner til deres børn, eller skoler som investerer i dem, så får de en solid løsning til en fornuftig pris fra en troværdig leverandør. Hmmm, den lader vi lige stå et øjeblik. Nå, disse bærbare computere fra Toshiba kommer med Windows 8, og der er mulighed for at vælge touchscreen, hvilket jeg aldig rigtig har vænnet mig til.

Kigger man på indmaden i disse bærbare computere, mener Toshiba at der er rigeligt med plads. De nævner således 4 GB RAM samt harddiske på 500 GB. Den lader vi lige stå et øjeblik. Kan en seriøs computerfabrikant lancere en såkaldt bærbar computer med så lidt RAM og harddiskplads anno 2014? Kigger man på konkurrerende fabrikanter af bærbare computere, vil man hurtigt erfare, at specifikationerne ofte er dobbelt så indbydende, som dét Toshiba leverer her. Toshiba skriver endvidere at der er plads til ”bunker af musik, film, spil og dokumenter på den indbyggede harddisk på 500 GB”. Den undlader jeg lige at kommentere på.

Skærmene er på 11,6 tommer, hvilket ganske rigtigt gør dem spiselige for skoleelever. De er dermed nemme at have med i tasken, og de vejer som bekendt ikke særligt meget. Dog tror jeg at Toshiba og andre leveradører af Windows 8 computere bør se sig godt for, når de kommende Chromebooks rammer Danmark. Med lidt god vilje kan Danmark snart købe de små labre bærbare computere med Googles styresystem, ChromeOS. Med en opstartstid på 6-7 sekunder og et styresystem, der bare virker helt problemfrit, tvivler jeg på at Toshiba oplever succes med bærbare computere med så beskedne specifikationer. Men det må komme an på en prøve. Det bliver dog ikke med mig som køber.

www.toshiba.dk

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *