Tips til Facebook

Tips til Facebook

Hvis du har en hjemmeside, vil du sikkert gerne have flere besøgende. Dette kan ordnes på forskellige måder: du kan bruge hele din børne- og pensionsopsparing på bannerreklamer og Google AdWords. Du kan bruge en masse tid på at søgemaskineoptimere, du kan spamme diverse gæstebøger for forummer til med din internetadresse, du kan lægge visitkort hos frisøren og på biblioteket, og så kan du overveje at bruge de sociale medier. Facebook er et interessant udstillingsvindue, idet der er en god håndfuld brugere – og så lidt til. Ved at se på Facebook som mulighed for online markedsføring får du måske tilført ekstra besøgende til din hjemmeside. Her er lidt tips til Facebook, som du måske kan bruge.

Det er ret genialt at du kan sprede indhold til vennerne. Det kan for eksempel være visdomsord, billeder og links, og her er det ret betydningsfuldt, at du serverer det hele med en snert af opsigtsvækkende indhold, så folk bliver nysgerrige. Forestil dig en statusopdatering, hvor du eksempelvis skriver, at ”det er dog den stiveste” og så linker til en artikel/side på dit website. Du kan også bringe et godt foto med en god beskrivelse og så friste med ”flere gode billeder på denne hjemmeside” – og så naturligvis linke til dit site.

Spændende blikfang!

Hvis du er ven med en journalist eller skribent som undertegnede kan du også med fordel tagge vedkommende i din opdatering. Ved at tagge journalisten vil han/hun modtage en notifikation, der fortæller at han er tagget. Det vil med stor sandsynlighed gøre ham nysgerrig og lokke ham videre – måske til dit site. Tænk også over, hvornår du linker på Facebook. Jeg har gode erfaringer med at friste folk omkring klokken 19.30, hvor mange stener på Facebook. En opdatering i starten af dagen kunne også godt give pote. Omvendt er tidspunktet omkring midnat mindre godt.

Vær genial. Det nytter ikke at du skriver at folk kan læse lidt om Windows 8. Nix! I stedet bør du være lidt udfordrende. Det kan godt være at du har skrevet om Windows 8, men giv artiklen et strejf af nysgerrighed, fortvivlelse, munterhed eller andet, der kan få folk til at kigge forbi. En overskrift som ”Derfor kan du ikke undvære Windows 8” eller ”Windows 8 på glatis” kan måske tiltrække interesserede læsere. Frist desuden med gratis tips og tricks på din Facebook-side. Folk er pjattede med at blive beriget med gratis tricks, der gør deres tilværelse nemmere. Vær personlig over for dine ”fans”, så de ved, at du sætter pris på deres trofasthed. Og pas endelig på, at du ikke poster for tit. Så bliver folk trætte af dig, og du løber desuden også tør for effektivt krudt på et eller andet tidspunkt.

Og endelig: prøv at bruge lidt anderledes fotos eller illustrationer til dine ting. Det kan godt medføre lidt ekstra klik, hvis der er spændende blikfang…

www.facebook.com

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *