Tips til en sikker computer

Tips til en sikker computer

Det er nemlig ikke ufarligt at surfe på nettet. Det er en kendsgerning, som kan være svær at håndtere. Nogle hjemmesider indeholder skadelige koder, der i værste fald går ind og overtager styringen på din computer. Disse koder er af meget forskellige karakterer, og en egentlig opsummering af koderne er ligegyldig i denne sammenhæng. Det er langt mere interessant at se på, hvad du kan gøre for at give dig en mere sikker surftur på internettet.

Opdater din browser
Først og fremmest bør du anvende en browser, som er sikker og opdateret. Det er nemlig således, at de skadelige koder primært lander på de computere, hvis programmer ikke er sikre eller opdaterede. De fleste læsere anvender browseren Internet Explorer, som er indbygget i Windows. Andre bruger Firefox, Opera eller den nye Google Chrome. Fælles for browserne er imidlertid at de skal opdateres med jævne mellemrum. Hvis man anvender Windows Update (klik på Startknappen, vælg Programmer og klik på Windows Update), vil Windows tjekke om blandt andet styresystem og Internet Explorer er sikker. Hvis ikke vil Windows automatisk downloade og installere sikkerhedsopdateringerne. De andre browsere skal muligvis manuelt tjekkes efter – det kommer an på programmernes indstillinger – og dette gøres typisk via programmernes Funktioner- eller Hjælpmenu.

Hvad med andre programmer?
Man bør kigge på alt software i computeren som potentielle sikkerhedsbrister. Software er sårbart, og hvis man ikke sikrer sig at få det opdateret jævnligt, risikerer man at ondsindede personer skaber virusser eller andet snavs til populære programmer. På den måde er man i farezonen for at være med til at sætte en lavine i gang. Derfor er det død-pine nødvendigt at tjekke sine programmer efter i sømmene en gang imellem. Det kan være et hårdt og omfattende stykke arbejde, så her er programmet Personal Software Inspector (PSI) en stor hjælp. Programmet er gratis til privat brug, og det scanner al software på computeren igennem. Hvis PSI finder software, der ikke er seneste version, bliver der gjort opmærksom på problematikken, og der er nem adgang til at afhjælpe problemet via en indbygget funktion.

Betaerne kan være farlige
Internettet har vendt op og end på den måde, som vi bruger programmer på. I gamle dage, det vil sige for et par år siden, var det almindeligt at man kun afprøvede nye programmer, hvis de lå på en cd-rom, som typisk fulgte med, når man købte it-magasiner. Sådan er det ikke i dag. Folks download-fingre er røde af varme, og mange går nærmest i selvsving, når de opdager at der er kommet endnu et nyt program, som kan en masse. Desværre er problemet ofte, at mange gratisprogrammer kommer i betaversioner. Det betyder at programmet sendes på markedet i en gratis, men ikke helt gennemtestet version. Der kan med andre ord være fejl i programmet, og disse fejl kan være af sikkerhedsmæssig karakter. Derfor bør man altid overveje om det er værd at afprøve betaversioner. Et aktuelt eksempel er Googles browser Chrome. Verdens internetsurfere stod på nakken af hinanden – jeg selv inklusive – for at downloade og afprøve Google Chrome. Hvad der hurtigt fik min begejstring til at dale betydeligt var meddelelsen om, at browseren ikke var sikker. Samme problematik er aktuel med massevis af andre betaversioner. Hvis man overvejer at downloade og installere en betaudgave, er det en særdeles god ide at tjekke programmet ekstra igennem. Dette gøres eksempelvis ved at læse debatfora, hvor programmet debatteres.

Og så er der virusserne
Sidst, men absolut ikke mindst er der virusser og spyware. Dette skravl huserer lystigt på nettet og i folks indbakker, så der er al mulig grund til at holde antivirus- og antispywareprogrammer opdaterede. Sikkerhedssoftware, der ikke er opdateret, svarer næsten til en faldskærm, som ikke er grundigt testet de seneste par år. På overfladen ser alt godt ud, udsigten er fantastisk, men når man trækker i snoren for at udløse faldskærmen, sker der intet…

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *