Thunderbird: En fremtid uden ændringer

Thunderbird: En fremtid uden ændringer

Da Netscape i sin tid gjorde deres program Netscape Navigator open source, blev det til programmet Mozilla, et program med browser, emailprogram, chatklient og et program til at lave hjemmesider med. Med tiden konkluderede man, at det nok ville passe bedre med flertallets måde at arbejde på, hvis man splittede det op – browseren blev til Firefox, emailklienten til Thunderbird og hjemmesideprogrammet til NVU/Kompozer.

Browseren Firefox er måske nok det mest kendte open source-program, men emailklienten Thunderbird har også mange tilhængere. Mozilla Foundation har nu givet udtryk for, at man ikke længere vil udvikle videre på Thunderbird. Dette er kommet bag på en del, som har givet mange bud på, hvad dette faktisk betyder.

Man vil nemlig ikke lægge programmet i graven, men man vil lade programmet leve videre med sikkerhedsopdateringer og lignende – og så har man arbejdet i retning af en plan, hvor projektet skal overgå til fællesskabet omkring Thunderbird, som så vil kunne stå for den videre udvikling.

Den officielle weblog for Mozillafondet begrunder beslutningen med, at man ønsker at prioritere andre projekter, deriblandt Firefox OS, et Firefoxbaseret styresystem til mobile enheder. Det bemærkes også, de fleste er tilfredse med, hvad programmet indeholder på nuværende tidspunkt, så rene sikkerhedsopdateringer er en prioritering frem for at udvikle programmets funktioner, og desuden er populariteten af installerede emailklienter på retur sammenlignet med webmail.

Flere teknologijournalister har sagt, at det at stoppe udviklingen af et programs funktionalitet er det samme som at lave en plan for afvikling, for et program uden udvikling har ringe chancer i et skiftende softwaremiljø. Omvendt har der også været en del klager over Firefox’ versionitis, som man siger – at der kommer nye versioner så tit, at det er svært at følge med for dem, der laver Firefox’ udvidelser. Har man en lidt mere konservativ tidsplan, kan det være lidt nemmere for samarbejdspartnerne at følge med.

Udvidelserne til Firefox og Thunderbird har ofte været nævnt som en særligt værdifuld funktion, og særligt kalenderprogrammet Lightning har gjort Thunderbird populært hos dem, der ikke har økonomi eller sympati for Outlook.

Læs pressemeddelelsen på Mozillas weblog

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *