Symbaloo – din personlige startside

Symbaloo – din personlige startside

Så dukkede et nyt begreb op i min beskedne cyberverden: Symbaloo. Det er nemlig navnet på en for mig stadig relativ ukendt tjeneste, som tilsyneladende vil gøre det lettere for mig at surfe mine ture på internettet. Symbaloo er endnu et forsøg på at skabe den perfekte startside for surferne, og set ovenfra ser det såmænd også særdeles interessant ud, for Symbaloo indeholder en række spændende muligheder. Det må vi vist hellere kaste et blik på.

Symbaloo har eksisteret siden 2007, og sitet er tilgængeligt i Holland, Spanien, Frankrig, Belgien, Tyskland, England og USA. Flere landeversioner skulle være på vej. Nettips skabte en gratis profil på hjemmesiden, og efter at have bekræftet den angivne mailadresse, var jeg klar til at skabe min personlige startside. Som altid måtte min nysgerrighed stilles på prøve. Hård eller sjov monstro?

Slet og tilføj links
Når man logger ind i Symbaloo, får man stillet en ordentlig stribe symboler (på engelsk: tiles) til rådighed. Disse firkantede symboler udgør forskellige webdele. Den mest almindelige er links, hvor du kan samle alle dine favoritlinks hos Symbaloo. Dermed har du altid adgang til disse links, hvis du vel at mærke har adgang til internettet. Dine tiles kan du altså vælge at anvende som links til dine favoritsites. Hvis dit link ikke allerede ligger i Symbaloos database, kan du sagtens tilføje dette manuelt. Det er pærelet.

Ellers er der på forhånd lagt en god omgang tiles ud til din disposition. Disse kan slettes, hvis du ikke ønsker dem. For eksempel slettede jeg et link til Bank of America. Jeg har nemlig mine finanser stående i en dansk bank. Og det er da også kendetegnende at mange af de foreslåede genveje er unyttige og uvæsentlige for mange danskere. That’s life, når man er en bleg nordboer.

Ikoner som overskrifter
Forskellige faneblade har deres små formål. Du har således et par faneblade, der giver dig adgang til nyheder og feeds. Hvis du klikker nyheder (News), får du en omgang billedikoner til rådighed, og ved at holde musen henover disse billedikoner, får du en appetitvækker for historien. Et klik og så sendes du hen til sitet, hvor nyheden kan læses i fuld længde. Det samme kan gøres med feeds, hvor det er nyhedsstrømme fra eksempelvis CNN og MTV, der bydes på.

Om Symbaloo er et sted jeg fremover vil bruge som startside, er svært at spå om. Ideen er som sådan udmærket, men ofte er det Nettips eller Google, der er mine foretrukne startsider. Mine favoritlinks har jeg deponeret hos Google, så dem har jeg også altid adgang til, hvis jeg ønsker det. Symbaloo fortjener dog at blive præsenteret for Nettipslæserne. Dette hermed gjort.

www.symbaloo.com

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *