Stationær og følsom

Stationær og følsom

– Den er fremtidssikret!

Ja, den har mange af os sikkert hørt, når en smart ekspedient forsøger at stoppe en computer ned i halsen på os. Det er jo helt utroligt at man stadig forsøger at bilde mennesket ind, at computere anno 2009 vil være fremtidssikret. Med møje og besvær kan vi muligvis holde liv i maskinerne i fire-seks år, men de af os, som er en smule kræsne og som gerne vil være bare lidt med på noderne, skifter maskinerne ud efter to-tre år. Eller deromkring. For nyligt var der elektronikmesse IFA 2009 i Berlin, og her dukkede spændende nyheder op.

En af disse nyheder var en stationær pc med tilhørende trykfølsom skærm. Til grund for dette ligger Windows 7, som understøtter trykfølsom betjening, og det betyder at vi lige så godt kan vænne os til scenariet fra mange smartphones, hvor man indtaster sms’er og surfer på nettet ved at klikke på skærmen med en finger eller en såkaldt stylus. Alt foregår på skærmen, og det fæle og ofte meget grimme kabinet er væk. På bedste Apple-vis ligger maskinparken gemt inde bag skærmen. Næsten som Jens Vejmand.

Medion, som forhandles af discountkæden Aldi, præsenterede en pc gemt inde i en 24 tommers stor skærm. Modellen hedder The Touch X9613, og under skærmen finder man blandt andet en fingeraftrykslæser og et SideShow-display, lydkontrol og højttalere. Prisen for sådan en fætter bliver omkring 11.000 kroner. MSi og Aacer havde lignende modeller med på messen. Mens vi venter på at få sådanne apparater mellem fingrene, knipser jeg videre på mit fedtede tastatur. Det bliver for alvor spændende, når talegenkendelse er en brugbar realitet. Så skal vi hver især sidde og tale til computeren.

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *