Søvnløshed – hvad gør jeg?

Søvnløshed – hvad gør jeg?

I et stykke tid har jeg haft lidt svært ved at falde i søvn. Det er ikke sådan en omgang helt umuligt at falde i søvn-tilstand, men mere sådan en omgang let irritation over, at jeg ikke bare lægger hovedet på puden og så vupti: ind i drømmeland til næste dags morgen. Meget hænger naturligvis sammen med at der foregår en masse tankeaktivitet i mit hoved, hvilket jeg ikke skal kede læserne med på disse linjer. Jeg vil langt hellere forsøge at bringe nogle gode råd mod søvnløshed, som jeg læste på Lifehacker. Ved at skrive om disse råd mod søvnløshed kan det jo være, at jeg selv finder ud af hvordan jeg selv falder bedst i søvn om aftenen.

Søvnløshed: tænk på noget andet

Først og fremmest handler det om ikke at ligge og tænke på, hvorfor du er vågen! Det lyder sikkert mærkværdigt, men ikke desto mindre er det faktisk, hvad mange mennesker tænker på, når de ikke kan sove: Hvorfor kan jeg ikke sove! Tænk i stedet på noget helt andet. Nogen foretrækker at foretage beregninger af forskellige sager. Hvis der er 1200 besøgende på Nettips dagligt, hvor mange besøger så siden om ugen – om måneden – om året? Hvor meget skal du mon have i ferieløn? Tæl fra 100 og så ellers baglæns til 1.

Søvnløshed: Dagens begivenheder

Tænk eventuelt dagens begivenheder igennem og fokuser på de gode oplevelser. Hvis du har på fornemmelsen at du garanteret ikke kan sove på grund af specifikke tanker, kan det være en god ide at skrive disse “negative” tanker ned på et stykke papir, inden du går i seng. Den menneskelige hjerne har det med at acceptere tingenes tilstand, hvis man fysisk har nedfældet virkeligheden på et stykke papir. Mystisk.

Søvnløshed: slap af

Det handler også om at slappe af, når du ligger og ikke kan sove. Tænk grundigt over, hvordan du trækker vejret. Der findes en række forskellige vejrtrækningsøvelser, som jeg ikke skal kloge mig på her, men min tidligere retoriklærer fortalte, at det kan være ganske givtigt at trække vejret igennem maven. Pust maven op og lad kroppen få ilt igennem systemet på den måde. Hold vejret et sekund eller to. Træk vejret gennem næsen. Eller forestil dig, at du befinder dig på et komfortabelt sted, hvor det handler om at nyde stilheden.

Søvnløshed: stå op

Og så handler det også om at bestille noget, hvis man alligevel ikke kan falde til ro. Stå op og skriv en historie, eller sæt vasketøj over. Måske står opvasken og kalder på dig? Fik du læst dagens avis? Du kan også forsøge at tage noget varmere nattøj på – måske et par sokker på fusserne – for en kold krop kan være svær at få til at falde til ro. Husk blot, at hvis du går i handlingsmode, så husk at andre i huset muligvis sover, så væk dem ikke! Så bliver der nemlig ballade – og så er en ting sikker: Søvnløshed!

www.lifehacker.com

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *