Søkort med Krak

Søkort med Krak

Trods bopæl på Sydfyn er det ikke lykkedes mig at blive grebet af søsport og lystsejlads. Det sydfynske øhav er berømt og elsket af mange lystsejlere, men trods en gåafstand til vandet på cirka fem minutter er jeg aldrig blevet overbevist om, at sejlture på havet er noget for mig. Jeg bliver rastløs af at tøffe stille rundt til lyden af bølger, master og mågevræl. Alligevel synes jeg det er værd at kaste et blik på en ny service fra Krak: Søkort. Der er tale om et gratis søkort, endda elektronisk, over de danske farvande, og det betyder at danske lystsejlere fremover kan komme sikkert frem via dette gratis søkort fra Krak.

Ud over Danmark dækker søkortet også Norge og Sverige, og de vigtige markeringer skulle være dækket ind, det vil sige havdybde, sejlrender og bøjer. En ny app til iPad tilfører en række funktioner, så det skulle blive nemmere at nå frem til havnen. Appen hedder Krak til Søs. Og det er jo fremtiden med al den hersens elektronik. Jeg husker stadig min fars gamle søkort, som næsten ikke kunne ligge på bordet, og hvis vinden var drilsk, flagrede kortet til alle sider. Med sådan en app har du styr på alt det tekniske plus overblik over overnatningsmuligheder, havne, øer samt indkøbsmuligheder i nærheden – alt ordnet takket være den indbyggede GPS.

– Danmark har en lang historie som søfartsnation, og derfor er vi stolte af, at vi nu kan vise vejen for danskerne til vands såvel som til lands. Søkortet er ikke så detaljeret, at det kan bruges til egentlig navigation, men det er ideelt til at skabe sig et overblik, måle afstandene i sømil og at planlægge ruten for alle, der dyrker lystsejlads, siger Pernille Trolle Brøgaard, produktchef hos Eniro Danmark A/S, der står bag Krak.

http://map.krak.dk – vælg Søkort i menuen midt for.

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *