Søgemaskiner før Google

Søgemaskiner før Google

I dag er Google synonymt med at søge informationer på internettet. Google er ligefrem blevet et udsagnsord – at google – og det vidner jo om, at Google virkelig har forstået at fange vores opmærksomhed. Tænk hvis “at nettipse” en dag er ensbetydende med at bruge computeren fornuftigt… Nå, Google er altså kongen på søgemaskineområdet. Det er der vist ingen tvivl om, men hvordan så verden egentlig ud før Google? Det er et emne, som Techspot satte på dagsordenen, og det er jo et interessant spørgsmål. Hvad gjorde vi egentlig, når vi skulle finde informationer i starten af dette århundrede?

Personligt brugte jeg Altavista som den førende søgemaskine. Den var blottet for en masse reklamelir, og set i bakspejlet mindede den jo lidt om Google: en praktisk søgeboks, nogle få knapper, blandt andet til billedsøgning, og så ellers Søg-knappen. Jo, det var også Altavista vi søgemaskineoptimerede til, netop fordi det var en uhyre populær søgemaskine.

Sjældne besøg
Andre brugte Jubii, den danske variant af mastodonten Yahoo, som vel var den første søgemaskine, som for alvor skummede fløden. I dag er Yahoo bare en bitte biting i mit univers. Faktisk besøger jeg yderst sjældent Yahoo – hvad skulle jeg dér – og det samme må siges om Jubii, som virkelig havde en storhedstid for cirka ti år siden, hvor sitet gjorde Martin Thorborg til millionær. Jeg skal ikke snakke nedsættende om andre danske sites, men lad mig sige det på den måde, at Jubiis kerneområder og tilbud ikke har min person i sin målgruppe.

Ellers erindrer jeg søgemaskiner, der hed Metacrawler, Hotbot, AllTheWeb og så Microsofts MSN, som heller ikke havde min fjerneste interesse. I dag er situationen således, at jeg googler i 99 procent af tiden. En sjælden gang falder jeg over AllTheWeb, Eniro og Yahoo, men det sker faktisk kun fordi jeg synes jeg bør vise andre søgemaskiner, når jeg underviser i informationssøgning på nettet.

Hvilke søgemaskiner brugte du?

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *