Smartphone til pensionister og efterlønnere

Smartphone til pensionister og efterlønnere

I mange år efterhånden har jeg rendt rundt med en smartphone i lommen. Det startede for år tilbage med en Sony Ericsson model, hvor Windows trommede langsomt i baggrunden. Senere blev jeg kørt ind i Android, og dette har afstedkommet at jeg i mange år udelukkende har brugt de gode Nexus modeller – altså special fremstillede smartphones fra forskellige producenter i tæt samarbejde med Google.

Mange danskere dribler rundt med en smartphone i lommen eller tasken, men der er stadig en gruppe i befolkningen, som er lidt skeptiske over for denne nymodens tendens: den ældre generation eller på nydansk: seniorerne. Folk som har passeret erhvervsalderen foretrækker stadig enten at have små, enkle mobiltelefoner eller en god gammeldags fastnettelefon.

Men tingene begynder at rykke på sig. Min svigermor har fået en Samsung smartphone med Android. Den bruger hun til opkald, sms-beskeder, Facebook og Instagram. Min mor derimod har en ny, men meget enkel Nokia telefon uden dikkedarer. Den bruges til opkald og sms-beskeder. Nu har jeg besluttet at der skal ske noget for min mors vedkommende.

Doro smartphone – et godt bekendtskab

Derfor har vi anskaffet os en Doro smartphone. Doro er blevet synonymt med brugervenlige telefoner til seniorerne, og denne status er opnået via enkle, smarte mobiltelefoner med brugervenlige tastaturer samt logiske brugerflader. Nu går Doro skridtet videre og lancerer deres nyeste smartphone. Modellen hedder Doro 8035, og målet er klart: Doro ønsker at flere seniorer investerer i en af de geniale smartphones.

Det er nemlig stadig sådan at næsten halvdelen af seniorerne føler sig usikre på den nye smartphone teknologi. En af ulemperne ved smartphones er blandt andet at skærm og tastatur ofte er for små, og derved afskærer man mange seniorer, som døjer med nedsat syn og hørelse. Derfor har udviklerne hos Doro sat sig ned for at skræddersy en smartphone til seniorer, der tager højde for denne udfordring.

– Vi ved, at mange seniorer gerne vil skifte deres almindelige mobil ud med en smartphone, så de kan få adgang til de samme kommunikationsværktøjer og apps som deres yngre familiemedlemmer og venner. Det gør lanceringen af Doro 8035 nemmere, siger Rudi Iversen, der er Country Manager for Doro i Danmark.

5 tommer med tydelige ikoner

Doro 8035 er en smartphone, som ligger godt i hånden, og som har en ganske fortrinlig skærm. 5 tommer er passende og opløsningen melder om 1280 x 720 pixels. Det giver god mening, og knapper og ikoner fremstår tydeligt på skærmen. Desuden er der fysiske taster med vibration, hvilket gør skriveoplevelsen nem og behagelig.

Når telefonen startes op første gang, bliver man guidet rundt i krogene, således at opsætningen passes til den enkelte. Det sker på engelsk, men da det er en engangsforestilling, går det såmænd nok. De fleste seniorer har sikkert børn eller børnebørn til at hjælpe sig de første gange telefonen tages i brug. Her har jeg lyst til at fremhæve TeamViewer som er installeret på telefonen. Det betyder at Mutti uden problemer kan få hjælp til telefonen på afstand, når blot sønnen har TeamViewer installeret også. Derved kan telefonen fjernstyres.

Det er også muligt at se, hvor Doros smartphone befinder sig – og sågar ringe til den – hvis man har glemt hvor man lagde den. Systemet kan endvidere låse telefonen, hvis den er blevet tabt eller stjålet. Meget praktisk og trygt for alle parter.

Almindelig Android eller nem forenklet version

Doro 8035 kan sættes op til en traditionel Android brugerflade, eller du kan vælge en forenklet Doro version med tydelige ikoner og en brugerflade, som er dejlig enkel at manøvrere rundt i. Fidusen er at man nemt og hurtigt kan skifte fra den ene brugerflade til den anden. Måske får mormor lyst til at udforske mulighederne lidt mere, og derfor kan man gå fra Doros nemme brugerflade til Androids lidt mere avancerede system.

Med Android i cockpittet er der adgang til en ordentlig mængde apps. Jeg kan allerede se at min mor skal have Facebook installeret. Måske skal hun introduceres til Instagram, for Doro 8035 har et glimrende kamera på 5 megapixels. En ny verden vil åbne sig for mutti. Telefonen har også mange andre interessante funktioner indbygget, som kan komme de fleste seniorer til gavn.

En meget fair pris

Tryghedsknappen kan for eksempel kalder et familiemedlem op via et enkelt tryk. Lommelygten kan være nyttig, hvis strømmen går i huset. Vækkeur, radio, GPS, kalender med påmindelser, videooptager, smart visning af de mest populære telefonnumre samt et dejligt headset medfølger. Opladeren skal også roses herfra. Der er tale om en lille dockingstation, hvor telefonen oplades trådløst. Du placerer ganske enkelt telefonen på en lille ”hylde”, hvorefter opladningen går i gang. Stor ros for denne finesse herfra.

Prisen for Doro 8035 ligger på cirka 1.500 kroner. Processoren er jo ikke den hurtigste på markedet, og lageret er på 16 GB. Derfor er telefonen ikke velegnet til folk, som forventer stor ydeevne, men for seniorer finder jeg prisen mere end fair, og det er en særdeles god måde at introducere en moderne smartphone for farfar på.

www.doro.dk/doro-8035.html

Læs også

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *