Smart Security Version 4

Smart Security Version 4

Jeg har rodet med computere siden de glade Spectrum- og Comodore 64-dage og efterhånden er malware og virus desværre blevet et meget almindelig problem i folks hverdag. I årenes løb har jeg prøvet utallige antivirusprogrammer og blandt dem har der være både positive og negative oplevelser.

For nogle år siden rendte jeg for første gang ind i programmet NOD32 fra firmaet ESET, og det der fangede min opmærksomhed i første omgang var nok måden firmaet havde sat deres programmer op på. Man installerer deres program og går så ind og bestemmer hvordan programmet skal reagere på de forskellige trusler man møder, når man er på nettet.

Jeg er langt fra nogen sikkerhedsekspert, for hvis man vil kalde sig det, så skal der investeres masser af timer i at sætte sig ind i de forskellige funktioner, hvor en virus kan gemme sig og hvordan man fjerner den. Det eneste egentlig kendskab jeg har, er at jeg ikke har haft virus på nogen af mine maskiner i mange år (7 9 13), måske fordi jeg finder et program der passer til mine behov og så ikke ukritisk fylder maskinen med alt muligt junk, der skal forbedre ydelse og udseende.

En lækker sikkerhedspakke
Som sagt har jeg i de sidste par år anvendt NOD32, mest fordi programmet tiltaler mig, og efter at jeg ved installationen havde valgt hvordan firewall og antivirus skulle køre, er det eneste jeg ser til det, når der lige dukker en lille transparent skærm op nederst i den ene side og fortæller mig at programmet er blevet opdateret. Dog kan programmet reagere ret negativt, hvis jeg ender på en side, som synes usund for maskinen.

Smart Security Version 4 er virkelig en lækker sikkerhedspakke, som jeg er meget begejstret for. Pakken indeholder således firewall, antivirus, antispyware samt antispam, og man må konstatere at det simpelt hen bare fungerer, som det skal. Det er et ressourcesvagt program, som ikke spiser alt for meget af maskinens RAM, og det lader til at befinde sig godt på min harddisk. En gang imellem spørger Smart Security Version 4, om det må sende en mistænkelig fil videre til firmaet for nærmere undersøgelse. Det vidner om at sikkerhedspakken tager sin opgave alvorligt, og at det konstant lægger mærke til ind- og udgående trafik på min Windows Vista.

Statistik giver tryghed
Statistik-modulet i pakken giver desuden mig en form for tryghed, så jeg hele tiden kan følge med i hvad der foregår på computeren. Programmet giver ydermere en fantastisk masse muligheder for diverse indstillinger, og selv om jeg ikke har været ude i programmets kringelkroge, har jeg alligevel fået et godt indblik i de avancerede muligheder. Senest måtte jeg konstatere at det fik øje på en fæl toolbar i forbindelse med en installation af Neros gratis version af brænderprogrammet.

Jeg tror dog ikke der findes nogen program, der ikke har fejl eller kan omgås, så fra tid til anden tjekker jeg lige med en online scan om der skulle være ugler i mosen. Der findes en hel del gode gratis antivirus- og firewallprogrammer, men som med så meget andet, hvis du kan lide et produkt, så gør det ikke noget at det koster lidt mere, for at få det som man vil have det. Priser og betingelser finder du via linket herunder og bemærk at ESET har forskellige sikkerhedsløsninger.

www.eset.dk

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *