Slut med Hotmail

Slut med Hotmail

I efterhånden mange måneder har Microsoft tilbudt to mailsystemer til os forbrugere. Den bedst kendte hedder Hotmail, og den service er der omkring 400 millioner mennesker, der bruger. For nylig ankom så en ny tjeneste: Outlook.com. Her kan du få din egen gratis e-mailadresse, der lander på @outlook.com. Sådan en adresse måtte jeg naturligvis have fingrene i, og det slog mig fra start at brugerfladen på Outlook.com slet ikke mindede om Hotmail.com.

Faktisk kunne jeg meget bedre lide den ny, enkle brugerflade, som blev introduceret med Outlook, og jeg undrede mig i lange tider over, hvorfor Microsoft ikke gav Hotmail en markant overhaling, så den kunne blive lige så brugervenlig.

Nu er svaret landet: den gamle Hotmail-version er væk, og i stedet er alle Microsofts e-mailtjenester nu overgået til det mere moderne look, hvor ting ikke behøver at være sværere end nødvendigt. Det har betydet at Microsoft har haft travlt med at flytte en masse data fra et gammelt system til det nye Outlook-system (150 petabytes, hvilket er ret meget…). En af de geniale ting ved Outlook.com er at online lageret SkyDrive er integreret i mail-løsningen. Det betyder at hvis du gemmer nogle filer i SkyDrive, er det utroligt enkelt at vedhæfte disse filer eller at indsætte billeder i en mail. Slut med at tænke på bøvlede USB nøgler.

Krigen mod Googles Gmail har efterhånden været kørende i nogle år, og hver især forsøger de at ramme hinanden hårdt med mudder og kindheste. Personligt er jeg mest til Gmail, som jeg anser for at være den stærkeste løsning pt., men jeg må dog også indrømme at den nye Outlook.com ser indbydende ud. Det skal heller ikke underkendes, at Microsoft ikke scanner dine mails for at servere relevante reklamer ude til højre, ligesom Google gør. Jeg skal da ej heller afvise at jeg en dag slår mig over på Outlook-systemet, men indtil videre bliver jeg, hvor jeg er.

Hvad gør du?

{fcomment}

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *