Slet dog fyldprogrammerne

Slet dog fyldprogrammerne

Hans-Georg er træt af folk, der brokker sig over noget, de faktisk selv har tendenser til at rode sig ud i.

Efterhånden som kapaciteten på harddiske vokser, desto mindre bekymrer folk sig over hvad de installerer. Der kommer jævnligt mulighed for at hente gratis programmer, der lige kan det du står og mangler. Problemet er bare, at folk reagerer på gratis programmer som de gør med reklamer: de få pludselig et kunstigt behov, der skal dækkes. Der findes blandt andet mange udmærkede billedredigeringsprogrammer, antivirus, antispyware og lignende, der er gratis.

Måske læser du i et computerblad at de kommer med et gratis program eller måske ser du i et eller andet forum eller hjemmeside at nu kan du få programmet gratis. Det bliver herefter hentet og installeret. Der går så et par timer med ”Ih og åh, hvor er jeg dog dygtig”, og så glemmer du alt om programmet, fordi nu dukker der lige pludselig et nyt spændende program op, der skal afprøves.

Når folk så i et par måneder har fyldt maskinen med programmer, de har glemt alt om, så finder de lige et mere, der skal installeres – for det ser jo smart ud – og så tilter Windows.

Lad være med at brokke dig
Når folk endelig er kommet over deres hysteriske anfald, og har beklaget sig over Microsoft til alle dem der gider høre på det, så går de fleste i gang med en systemgendannelse, så maskinen er som den var, før det sidste program blev installeret og føler sig derefter nok så dygtige, men de glemmer lige alt det andet de har liggende og ikke bruger.

Prøv ved lejlighed lige at luge ud blandt de programmer du ikke bruger, uanset hvor flotte og geniale og gratis de er. Kort og godt: hvis du ikke bruger dem eller har behov for at have dem liggende, så smid dem dog ud. Fordi man bliver gift, så flytter svigermor jo heller ikke med normalt med ind, så uanset om man har plads eller ej, så er det totalt åndssvagt at fylde maskinen med noget der alligevel aldrig bliver brugt.

Hvis du ikke kan styre dine lyster med at hamstre programmer, så læg dem i en særlig mappe og når mappen så kommer op i den rigtige størrelse, så brænd en cd eller dvd med programmerne pakket. Hvis du så senere finder ud af at du får brug for et af programmerne, kan du jo altid installere det. At du så finder ud af at der er kommet en ny version af programmet, er noget helt andet.

Jeg har med vilje ikke lagt et link ind til gratis software. Det ender jo bare med at der er nogen der lige skal have det også…

Mug ud og lad være med at brokke dig. Det er jo dig selv der har smidt programmerne i maskinen.

God arbejdslyst.

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *