Sjov app dræbes af ond app

Sjov app dræbes af ond app

Er du så færdig, manner! Wordfeud (udtales vist nok “Wørdfjuuudt”) er en af de sjoveste apps jeg længe har haft på min Android. Wordfeud er en form for brætspillet Scrabble, hvor det handler om at sammensætte ord ud fra en række bogstaver som man selv råder over, og så kombinere disse med de ord, som modstanderen danner på en fælles plade. Jo bedre man er til at sammensætte ord ud fra disse muligheder, jo flere point scorer man. Hvis man så ovenikøbet kan ramme felter på pladen, hvor bogstaver og ord giver bonuspoint, er det jo klart bedre. Denne form for morsomt og berigende tidsfordriv er blevet et hit på nettet, og adskillige millioner mennesker spiller Wordfeud hver dag. Jeg er selv en af dem, men måske stopper jeg med ord-legen. Mit stop skyldes en anden app…

Denne anden app er nemlig en app, der kan bruges til at snyde med, hvis man ønsker at vinde over vennerne. Man spiller jo Wordfeud på mobiltelefonen, og hvis man agter at snyde med en snyde-app, vil modstanderen ikke kunne se det. Hvad betyder det så? Jo, i al sin enkelhed kan man udfordre venner, bekendte, kolleger og samarbejdspartnere til et slag Wordfeud, og når spillet så er i gang, trækker man gang i snyde-app’en, hvorefter den hjælper dig med at skabe gode ord, der hiver en ordentlig stak point i hus for dig. Dermed er grundlaget for en sikker sejr næsten hjemme.

Hamrende træt af snyde app
Og det er jeg faktisk hamrende træt af. For med brugen af denne snyde-app er Wordfeud blevet et spil, hvor glæde og hygge er overtaget af mistro og skepsis. Og hvorfor så det? Jo, hvis modstanderen pludselig danner det ene gode og bonusskabende ord efter det andet, vil man uvilkårligt tænke på den forbistrede snyde-app. Bruger modstanderen snyde-app til Wordfeud, eller har modstanderen rent mel i posen? Sagt med andre ord handler det om tillid til de personer, man spiller imod. Og så handler det jo om, at man på forhånd tager det for givet, at man spiller på samme vilkår – altså uden snyde-app.

Jeg er ikke jordens bedste til Wordfeud, og det har jeg mærket adskillige gange, hvor modstanderne har jordet mig sønder og sammen. Jeg har fået det ene knæk efter det andet, og mine besejrere har nydt sejrens sande rus og mobbet mig venligt. Hvis de vandt på rent trav, anerkender jeg deres triumf, men hvis de har brugt en latterlig snyde-app, er jeg ret sikker på hvem der er den sande vinder. Navnet på den forbandede snyde-app? Ha! Den fortjener at dø i fred!

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *