Sikker julehandel

Sikker julehandel

Når du læser dette, har du sikkert lige handlet julegaver på nettet, eller også har du måske planer om at gøre det. Julehandel på nettet er vokset eksplosivt, og det er der mange grunde til. Først og fremmest er der et enormt udvalg af varer på nettet, og så er det dejligt at nemt at handle døgnet rundt – også når børn eller partner er gået til køjs. Der er blot nogle ting man skal være opmærksom på, inden man går amok i en sand online indkøbsrus. E-mærket er det mærke, som webshops kan ”klistre” på deres webshop, hvis de overholder en række krav til hjemmesiden, og mærkningsordningen har udsendt en række tips og tricks, så du får en mere sikker og gladere julehandel på internettet. Bag e-mærket står Forbrugerrådet, Dansk Erhverv, DI, FDIH, HK, Dansk IT og Finansrådet.

Lavpraktisk: er den julegave du køber på webshoppen på lager? Mange kunder glemmer at tjekke efter om den pågældende vare er på lager, eller om den først skal bestilles hjem fra et fjernlager i Langbortistan. Spar dig selv for ærgrelser og tjek grundigt efter om du kan modtage pakken inden for nogle dage. Tjek eventuelt butikken, inden du bestiller, for du kan nemt risikere at lige netop den gave du vil bestille er så populær, at varelageret hurtigt skrumper ind.

Ser butikken spooky ud?

Du bør også tjekke om du har udvidet fortrydelsesret. Normalt har du som kunde altid 14 dages fortrydelsesret, men dette kan være for kort tid, når det handler om julegaver og netindkøb. Derfor er det en god ide at undersøge om webshoppen har udvidet fortrydelsesret, så modtageren af gaven kan bytte gaven ind i januar. Tjek i det hele taget altid gældende regler for levering og returret.

Hvis du lander i en webshop, hvor det ser en smule mystisk ud, så tjek efter om butikken har e-mærket. Dette mærke er en slags garant for, at butikken har rent mel i posen. Jurister kontrollerer de butikker, der er en del af e-mærkeordningen, og hvis butikken ikke lever op til skærpede krav, mister butikken retten til at bruge e-mærket. Du bør også tjekke en tjeneste som Trustpilot.dk til at læse om det renommé, som den pågældende butik har i den brede befolkning.

Husk for gudss skyld at betale med kreditkort, når du handler på nettet. Hold næsen langt fra forudbetaling via kontooverførsel, da du risikerer at miste pengene, hvis handlen går skævt. Brug et Dankort, for det vil sikre dig at du får dine penge retur, hvis varen ikke dukker op.

Glædelig jul!

www.emaerket.dk

www.trustpilot.dk

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *