Service Pack 1 fejl

Service Pack 1 fejl

Vinterferien er overstået, og hvad er mere naturligt end at få tændt computeren og få sat skik på tingene, inden det brager løs med arbejdsopgaver. Hov! Er Service Pack 1 (SP1)frigivet fra Microsoft? Jamen, så må vi da hellere få opdateret vores styresystem. Det anbefaler alle, også Microsoft. Det skulle jo være nemt at opdatere Windows 7 Ultimate i en 64 bit version. Man klikker bare på Startknappen forneden til venstre, holder musen henover Alle programmer, hvorefter man fisker sig frem til Windows Update. Når Windows Update er på skærmen, får man snuset sig hen til Windows 7 Service Pack 1, får sat et flueben og læner sig tilbage idet man klikker på knappen Opdater. Opdateringen vil gå glat og problemfrit. Tror man!

Fejlkode 80073701
Men næ nej. Ikke i denne omgang. Efter at Windows Update har forsøgt i et minuts tid eller to at hive Service Pack 1 ind på harddisken, melder programmet at det ikke magter opgaven. Man får så – som gave – en fejlkode som man herefter bør stille sig tilfreds med. Desuden et link til en hjælpeside, hvor Microsoft kommer med fejlretningsforslag. Så langt så godt. Problemet er blot at ingen af forslagene hjælper. Tænke tænke tænke. Jeg har en ide! Google er min ven.

Jeg indtaster fejlkode 80073701 i Googles søgefelt, for er der nogen der kan hjælpe, må det være andre internetbrugere verden over. Måske er der en enkelt, som har samme problem som mig, og måske har vedkommende et løsningsforslag. Google Google Google. Aha! Næsten 5.000 hjemmesider på den søgning, og der er masser af forslag til hvad man kan gøre. Jeg nævner nogle stykker af løsningsforslagene:

    • Opdater dine drivere
    • Hent et værktøj der kontrollerer din pc’s parathed
    • Omdøb en bestemt mappe
  • Kør en Scannow

Det går vist ad H til…
Jeg har forsøgt mig frem, og jeg har sågar slået firewall og antivirus fra i håbet om at komme igennem til den eftertragtede Windows opdatering. Og det går da også nogenlunde. I al fald begyndte den at hente ned til computeren, og så bliver man glad indvendig. Indtil cirka 22 procent. Så går den i stå og melder at det kan den altså ikke. Den er træt. Ugidelig. Usamarbejdsvillig. Dum.Det er bestemt ikke undertegnede, der ikke vil samarbejde. Eller er dum for den sags skyld. Ingen Fejl 40 her!

Mens disse linjer skrives, er jeg løbet ind i sidste mulighed, inden jeg kontakter Microsoft Danmark. Jeg downloader nu hele Service Pack 1 som en fil på omkring 900 MB, som blev fundet på nedenstående link. Hvis du oplever samme trængsler som mig, vil linket måske være en slags livline for dig. Hos mig gik den ikke. Installationen af Service Pack 1 fejlede med “ERROR_SXS_ASSEMBLY_MISSING”. Hvordan synes Microsoft det går? Jeg synes det går ad H til!

www.microsoft.com/downloads/en/details.aspx?FamilyID=c3202ce6-4056-4059-8a1b-3a9b77cdfdda

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *