Sellaband – støt en kunstner

Sellaband – støt en kunstner

For lang tid siden oprettede jeg en gratis konto hos Sellaband. Det er et website, hvor man med ganske få og beskedne midler kan støtte upcoming bands og sangere i deres bestræbelser på at få deres musik udgivet. Nu ved vi alle jo godt, at intet her i livet er gratis, og det gælder naturligvis også musikalske udgivelser. Jeg fandt ideen Sellaband supergod, og da man selv nogenlunde bestemmer hvor meget man vil støtte med, besluttede jeg mig for at give det en chance.


Og hvordan er det så gået? Jo, jeg tjekkede diverse kunstnere kort igennem, og fandt til sidst en kvindelig sanger, som jeg syntes havde en god stemme. Hendes navn er Aryn Michelle, og hun var på udkig efter folk, der havde lyst til at støtte hendes projekt med anparter á 10 dollars. 10 dollars svarer cirka til en flad dansk halvtredser, så jeg overførte hende min symbolske støtte via Paypal (mener jeg). For denne støtte lovede Aryn mig, at jeg ville få en gratis download version af hendes album, når det var færdigt.


Og sør’me om jeg ikke fik en mail forleden dag fra Aryn, hvor hun stolt fortæller at hendes album nu er færdigt. Det bliver officielt udgivet i starten af oktober, men for bidragyderne er der en gratis download af albummet via Sellaband. I mine øjne er dette en solstrålehistorie: først og fremmest glæder det mig at frivillige bidragydere hjælper et ungt talent med at skrabe penge sammen til en udgivelse. Men også den kendsgerning at jeg ikke blev snydt for min flade 50’er varmer et mistroisk internethjerte. Nu bliver det spændende at se om Aryn bliver en verdensstjerne. Hvis hun gør, regner jeg sføli med at hun sender mig en beskeden anpart på x antal tusind dollars som symbolsk tak for min opbakning…


www.arynmichelle.com


www.sellaband.com

Related posts

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *