Se tv for 90 kr. om måneden

Se tv for 90 kr. om måneden

I vort beskedne hjem har vi naturligvis et fladskærms-tv stående. Ikke et dyrt og fancy et, men et tv som vi bruger, hvis vi skal se Arvingerne, Champions League eller nogle af de utallige livsstilsprogrammer, som vores hverdag er præget af – hvis vi altså tænder for fjernsynet. For lang tid siden valgte vi at abonnere på Netflix til 79 kroner om måneden, så film og tv-serier kan hentes ned via den velfungerende streaming tjeneste. Alt i alt løber det dog op i en anseelig sum penge, idet det lokale el-selskab også tager sig pænt betalt for vores kabel-tv. Derfor synes jeg da også at nye tiltag skal hilses velkommen, for det kan måske i bund og grund være med til at sætte lidt spot på konkurrencen, når det gælder om priser på tv tjenester.

Det nye tiltag hedder Watz Me Now. Havde jeg været marketingmand i firmaet var jeg aldrig gået med til et navn som Watz Me Now, som lugter langt væk af en teenage beslutning. Watz Me Now udfordrer de store medspillere på tv markedet ved at friste med en løsning til 90 kroner om måneden. Ved hjælp af streaming teknologi kan man som kunde få en løsning, der virker til fladskærms-tv, computere, tablets og smartphones. Som kunde får du adgang til programmerne i sendefladen i op til 48 timer, og det betyder at du kan se aftenens udsendelser om natten, hvis det passer bedre ind i din cyklus.

Første måned gratis

– Vi kalder det ’TV til Tiden’, hvilket betyder, at du kan se TV, hvor du vil og når du vil. Det forudsætter blot, at man har adgang til internettet via Wi-Fi, 3G eller 4G, og kræver ingen irriterende bokse, forklarer Søren Bruun, der er medstifter og direktør i Watz Me Now.

Med et abonnement kan op til 4 personer se fjernsyn ad gangen, og det kan sagtens ske på 4 forskellige enheder, for eksempel tv, smartphone, tablet og computer. For de 90 kroner får man en pakke med 15 kanaler, som i mange tilfælde er tilstrækkeligt for de fleste danske familier samt fattige studerende. Har man lidt ekstra kroner på lommen, kan man tilkøbe ekstra kanaler efter eget ønske. På hjemmesiden kan du oprette en profil og få den første måned gratis. Det har jeg så ikke gjort endnu – men det sker måske.

www.watzmenow.tv

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *