SATA Docking Station USB + eSATA

SATA Docking Station USB + eSATA

Her er en lidt anderledes løsning, hvis du har behov for at koble en harddisk hurtigt til en computer.

Normalt forbinder vi USB-harddiske med en enhed (en slags boks), der leveres med strømforsyning og pænt dækket af en eller anden beklædning, som sørger for at harddisken ikke bliver beskidt eller larmer, højst lidt varm når den er i brug. Jeg har i dag modtaget en pakke med en SATA Docking Station af mærket Sandberg, og det ser ud til, at Sandberg her prøver en lidt anden måde at koble en SATA harddisk til computeren på.

Da jeg som bekendt er en doven hund, så får I her indholdet af pakken taget direkte fra hjemmesiden, og tro mig: der manglede skam ikke noget. Der fulgte endda to forskellige strømstik med for at sikre, at jeg ikke kom i karambolage med de andre stik på strømspareskinnen.

1 Sandberg SATA Docking Station
1 230V strømforsyning
1 USB kabel (1 meter)
1 eSATA kabel (1 meter)
1 eSATA adapter
1 cd med backup software til Windows
1 brugermanual
1 garantibevis

Det går virkelig stærkt
For ikke at gøre det for nemt for firmaet og lige se hvordan dette produkt klarede sig med Vista og Windows 7, prøvede jeg at lave lidt om på min computer. Normalt ligger Vista på C-drevet og Windows 7 på E med en dualboot-mulighed ved opstart. I pakken medfølger en eSATA port, der er muligt at montere i en stationær maskine for at undgå at køre via USB-porten. Selvfølgelig er det også muligt at benytte USB-porten, da det jo er svært at lave om på en bærbar.

Jeg fjernede harddisk E og monterede i stedet eSATA porten og monterede ledningen der, hvor harddisken ellers var forbundet på bundkortet. Ved at køre via eSATA forbindelsen skulle jeg ifølge firmaet have en hurtigere forbindelse. Jeg satte derefter strømstikket til Docking Stationen og forbandt den så til maskinen via den nye port, efter jeg havde sat harddisken i.

Jeg startede maskinen op og fik derefter muligheden for at starte op i Vista eller Windows 7 som jeg plejer. Både Vista og Windows 7 fandt drevet uden problemer, og i begge systemer var det muligt at flytte en ”datapakke”, som jeg havde gjort klar, frem og tilbage mellem harddiskene. I forhold til en traditionel USB-harddisk gik det virkelig stærkt.

Ubeskyttet?
Denne Docking Station giver også mulighed for at foretage en backup, men da både Vista og Windows 7 allerede har denne mulighed i forvejen, har jeg ikke afprøvet det. Det var ikke nødvendigt at installere den medfølgende mini cd af samme årsag. Skulle man føle behov for at afprøve den medfølgende backup software, er der god hjælp at hente i brugsvejledningen,

Specifikationer
Understøtter alle SATA 2.5” og 3.5” harddiske
    * USB 2.0 + eSATA brugerflade
    * Understøtter SATA I+II (1.5 Gb/s + 3.0 Gb/s)
    * Understøtter SATA II NCQ
    * Eksterne forbindelser: 1 USB MiniB “hun”, 1 eSATA “hun”, 1 Power jack “hun”
    * Intern forbindelse: SATA forbindelse til data and strømtilkobling
    * Strøm LED visning

På minussiden:
Det jeg har at udsætte på denne løsning er, at harddisken står uden og være dækket til – altså næsten helt ubeskyttet. Derved kan harddisken hurtigt blive udsat for støv og stød.

På plussiden:
Den er hurtig, den koster under 400 kroner og ved mig var den let at installere. Denne docking station er nok mest til gavn for folk, der ofte kopierer store mængder data hos hinanden eller som har behov for – fra tid til anden – at have adgang til forskellige harddiske uden at skulle lave en hel masse om.

Du finder den her: http://www.sandberg.it/product.aspx?id=133-49

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *