Sådan ser din fremtid ud

Sådan ser din fremtid ud

Det er svært at spå – især om fremtiden. Ikke desto mindre er virksomheden Ericsson ude med en ny trend-rapport, som fortæller om nogle af de trends, som vi kan forvente lurer lige om hjørnet, hvis du kigger i spåuglen. Faktisk serverer Ericsson 10 trends, som vi måske allerede aner her på trinet til 2016.

Kunstig intelligens er åbenbart på vej frem med hastige skridt. Vi mennesker har tilsyneladende en forventning om, at vi snart kan interagere med andre objekter, uden at vi har brug for en smartphone. Nogen mener ligefrem at smartphone begrebet er stendødt om blot 5 år. Altså i 2020 eller deromkring.

Mere streaming blandt unge

Trendrapporten, 10 hotte forbrugertrends for 2016, er baseret på Ericsson ConsumerLabs verdensomspændende forskningsprogram, der undersøger forbrugernes holdninger. Rapporten er repræsentativ for 1,1 milliarder mennesker på tværs af 24 lande. Altså ret massiv, må man sige.

Og hvad kan vi så forvente i tiden, der kommer? Jo, lad os se på nogle af emnerne. Deleøkonomi vinder endnu mere frem, og de sociale medier vokser også. Det er ikke nødvendigvis Facebook eller Twitter folk bruger om 5 år, men nettets muligheder gør, at mennesket vender kroppen mod den virtuelle verden dér, hvis man kan sige det sådan.

Streaming vokser. 46 procent af de 16-19-årige bruger en time eller mere på videotjenesten YouTube om dagen, og 20 procent af de unge i samme aldersgruppe er oppe på over 3 timer dagligt. Var der nogen, der sagde firkantede øjne?

Print din egen mad

Virtual reality er også en af de trends, der helt åbenlyst snart er kommet for at blive. Snart vil du se VM i fodbold eller X Factor med specielle briller på næsen. Måske handler du snart online med 3D briller, så du kan se varerne i ”ægte form”, inden du lægger varerne i din virtuelle indkøbskurv.

Og vidste du at 44 procent af de adspurgte ønsker at printe deres egen mad!

Snart vil murstenene i dit kommende hus indeholde sensorer, som opdager skimmel, lækage og el-problemer. Wow, sundere boliger: ja tak! Sensorer bliver også en del af det udstyr, som du har på dig. Måske vil dit armbåndsur eller tørklæde kunne se, når du er trist til mode. Otte ud af ti forbrugere vil gerne benytte sig af teknologi der kan forbedre sanseindtryk og kognitive evner, eksempelvis syn, hukommelse og hørelse.

Og sådan fortsætter sangen fra Ericsson. Skræmmende vil nogen mene. Lækkert vil andre tænke. Uanset hvad du eller jeg synes, er fremtiden lige rundt hjørnet, og den teknologiske udvikling er svær at bremse. Og skal den egentlig bremses? Kan vi styre den? Og bliver fremtidens største trussel et elektronisk anliggende?

Gys!

www.ericsson.com

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *