Roccat RYOS TKL Pro

Roccat RYOS TKL Pro

Tastaturet udsættes for hårde tryk i disse sekunder. Mine fingre danser hen over tasterne, og ord dukker stille og roligt op på skærmen. Lyden er mekanisk, og kvaliteten er i top. Roccat har produceret et stabilt tastatur – og naturligvis i god, tysk kvalitet.

Jeg beundrer Tyskland på mange måder – tyskerne er et venligt folkefærd, der har hjertet på det rette sted. Og så er de tilmed umådeligt gode til at lave wienerschnitzler – den snak tager vi en anden dag. Hvis vi ser bort fra de saftige wienerschnitzler og flotte Audier, blomstrer et tysk IT-firma op i horisonten. Firmaet hedder Roccat og har efterhånden et par år på bagen. De tyske gutter, der står bag selskabet, har før sendt produkter til Nettips, heriblandt to lækre hovedtelefoner (hovedtelefon 1 og hovedtelefon 2) og en laber mus, og nu er de i gavehumør igen.
Vi tager et kig på Roccats forholdsvist nye tastatur: Roccat RYOS TKL Pro.

Roccat RYOS TKL er et vaskeægte mekanisk tastatur, som primært henvender sig til seriøse gamere og drengerøve. Tastaturet er nemlig udstyret med blå LED-lamper, som kan konfigureres i den medfølgende software – og konfigurationer findes der rigeligt af, skulle jeg hilse og sige. Disse utallige konfigurationer trækker tænder ud for en hygge-gamer som jeg, og jeg tog mig selv i at være småirriteret efter lidt bøvl med softwaren.

Tastatur til den inkarnerede gamer

Tastaturet er som sagt et mekanisk ét af slagsen, og det indebærer, at tastaturets holdbarhed – efter sigende – er langt bedre. Bedre holdbarhed? Det kan vi li’! Og det bliver bedre endnu, for ergonomien er også ubehøvlet lækker; jeg sammenligner det paradoksalt nok med en god wienerschnitzel – man finder lynhurtigt ud af, om det fungerer. Det gør det i det her tilfælde, og så kender vi jo tyskerne igen: God kvalitet fremfor alt. Brugervenligheden tager vi en anden dag…

Nu er jeg langt fra en ekspert i tastaturer, men efter alt at dømme, er Roccat RYOS TKL Pro et lækkert keyboard. Det har et ergonomisk design, jeg er stor fan af, og tastaturet rykker sig ikke en centimeter på skrivebordet på grund af de klæbende gummidimser på undersiden.

Hvis du synes, det er hyggeligt at nørde med modificeringer og er tilmed en inkarneret gamer, er tastaturet noget for dig. Men er du tværtimod et ungt menneske, der spiller computerspil i ny og næ, er Roccat RYOS TKL Pro måske liiiige i overkanten.

Læs specifikationer og yderligere information på Roccats hjemmeside.

[Afprøvet og skrevet af Søren Bojsen]

Læs også:

1 Comment

  1. Allan F.

    Det tastatur stinker til himlen af gamer-ware, og selvom jeg ikke ejer en stationær længere, så kunne det sagtens finde vej under juletræet til farmand her – sammen med den labre mus. Det hænder jo, at spillene afvikles via den store fladskærm, og så er det jo nemmere at hive tastatur og mus med til sofabordet – end en slæbbar Alienware, som i forvejen er tilsluttet alt muligt. Takkker, Søren Bojsen for fin anmeldelse. Jeg er kun lidt misundelig over, at jeg ikke prøvede det først.

    Reply

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *