Roboform husker dine passwords

Roboform husker dine passwords

Programmet Roboform hjælper folk med at huske på besværlige passwords. Fremover skal du kun huske ét.

Debatforummer, homebanking, e-mail-konti, weblogs, Myspace, intranet, webstatistik og meget andet kræver i dag at man logger ind med sine personlige oplysninger. Der skal som regel både et brugernavn og et kodeord til for at blive lukket ind i systemerne, og efterhånden som man bliver mere og mere fortrolig med internettet, melder man sig til services på nettet, hvor man får endnu flere fordele, hvis man bliver såkaldt registreret medlem. Det er i og for sig udmærket, men problematikken opstår når man vælger brugernavn og password. Det skal nemlig helst være så nemt som muligt at huske, men samtidig skal det være så kompliceret, at hobbyhackere ikke kan knække koden.

Når man med tiden skal huske en masse passwords, kan det være en fordel at have en oversigt ved hånden, for eksempel på et stykke papir. Ulempen ved papirløsningen er blot, at den er risikabel, hvis papiret faldet i de forkerte hænder. En anden løsning er at lade et program passe på dine passwords. En kollega anbefalede mig at se nærmere på programmet Roboform, og det har jeg bestemt ikke fortrudt.

Det vigtige masterkodeord
Roboform fås både i en gratis og i en betalingsversion. Den markante forskel er at programmet kun husker ti passwords i den gratis version. Hvis man derfor bevæger sig mange steder på nettet og derfor har behov for at kunne huske flere passwords, er det værd at overveje at købe Pro-versionen til omkring 200 kroner. Det er en pris som jeg selv anser for at være rimelig, når man nu får et stykke software, der letter en meget i hverdagen. Programmet er let at downloade og installere. Installationsfilen fylder kun 2,65 MB, og programmet kan altså også sagtens hentes, selv om man har en langsom internetforbindelse. Selve proceduren med at installere Roboform er der ingen ben i, og programmet er oversat til dansk.

Inden man begynder at gå amok med at indtaste sine passwords i programmet, er det vigtigt at man finder på et masterkodeord. Dette kodeord bør være så sindrigt som muligt, idet det bliver kodeordet, der åbner op for de personlige informationer, som du gemmer i Roboform. Med andre ord: hvis en person logger ind i din Roboform, får vedkommende adgang til de passwords, som du har bedt Roboform om at passe på for dig. Når masterkodeordet er indtastet, står programmet til din disposition, og det holder hele tiden øje med din færden på nettet. Programmet ligger nemlig ved uret på proceslinjen og følger dig. Når du på tidspunkter eksempelvis logger ind i et debatforum, titter Roboform på skærmen og spørger om programmet skal huske indlogningsoplysningerne. Ved at bekræfte dette, gemmes dine login-informationer i Roboform, og næste gang du besøger pågældende debatforum, spørger Roboform automatisk om det skal logge dig ind i forummet.

Ét klik på en knap betyder at Roboform udfylder dit brugernavn, dit password og programmet formår endda at klikke på knappen ”log in”. I løbet af få sekunder er du altså logget ind uden at have udfyldt de personlige medlemsinformationer. Det skal her tilføjes, at masterkodeordet i Roboform bliver krypteret, så det ikke sådan lige kan knækkes.

Tag dine passwords med dig
Roboform indeholder desuden også en smart funktion, der udfylder en mængde informationer for sig. Mange kender sikkert til det udfyldningsarbejde, når man registrerer sig på et website: navn, adresse, telefonnummer, mailadresse samt andre informationer skal oplyses, inden man bliver medlem. Ved at indtaste disse informationer i Roboform har du en nyttig hjælpende hånd, næste gang du skal registrere dig. Et enkelt klik og så er alle relevante felter udfyldt for dig.

Når man først er logget ind i Roboform, går tingene altså meget nemmere på diverse sites, der kræver log-in. Personligt er jeg blevet meget glad for Roboform, og programmet indeholder desuden den praktiske funktion at man nemt kan tage en backup af sine data. Ved at downloade tillægsprogrammet Roboform2Go kan du tage en sikkerhedskopi af dine personlige informationer på en USB-nøgle. Dermed har du disse data liggende på en nøgle, og det er jo praktisk, hvis man eksempelvis er på farten og har brug for sine personlige oplysninger. Ved at sætte USB-nøglen i en anden computer får du – når masterkodeordet er indtastet – adgang til dine passwords.

www.roboform.com/dk

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *