Recuva redder mistede data – måske!

Recuva redder mistede data – måske!

Hej Allan,
Det spørgsmål, som jeg vil stille, har du uden tvivl svaret på tidligere, hvor jeg så ikke har været opmærksom på det. Alle de billeder, alle de dokumenter, alle de indgåede og udgåede mails og alt det man ellers downloader og som man efterfølgende ikke vil bruge længere, slettes og rydder til dels i papirkurven. Når den engang bliver fyldt op, tømmes den, dvs. alt slettes. MEN bliver det hele slettet fra harddisken? Det forsvinder vel ikke “ud i den blå luft”?

Jeg mener, at jeg engang har læst, at der findes programmer, som kan finde slettede filer, så jeg har måske allerede svaret på mit eget spørgsmål?

Med venlig hilsen
Niels, Svendborg

Hej Niels,
Du har helt ret, når du skriver at filer ikke bare forsvinder i den blå luft. Det er nemlig til dels muligt at redde filer, som er tømt fra Papirkurven. Dertil kræves der et stykke software, der kan hjælpe med processen. Her er der både dyrere programmer på markedet, men dog også freeware, altså gratisprogrammer. Her anbefaler jeg programmet Rucuva. Installationsfilen fylder under fire MB, og dermed er det et program, som er hurtigt at downloade. Desuden er det uhyre simpelt at installere Recuva, hvor jeg dog anbefaler at man undervejs fravælger den medfølgende Yahoo Toolbar. Dette gøres nemmest ved at fjerne fluebenet ud for “Install optional Yahoo! Toolbar” under installationen.

Det hele foregår på dansk, og selve programmet er også i en dansk version. Det bliver næsten ikke nemmere. Det skulle da lige være den kendsgerning, at når programmet starter op for første gang, bliver man mødt af en brugervenlig guide, som via dine museklik forsøger at genskabe data, som du har mistet. Allerførst spørger Recuva dig om hvilken slags filer du har mistet: er det billeder, musik, dokumenter, video, e-mails eller andre former for filer, der er gået til de evige fil-marker?

Efterfølgende spørger Recuva, hvor de pågældende filer var placeret. Lå de på selve harddisken, på digitalkameraets hukommelseskort eller måske på en USB nøgle? Inden eftersøgningen af de mistede filer går i gang, kan du vælge at aktivere en såkaldt dybskanning, hvilket betyder at Recuva virkelig går grundigt til værks, når programmet leder efter de mistede filer.

Få sekunder og haps!
Recuva er hurtigt på aftrækkeren – måske lidt for hurtig. På meget få sekunder analyserer programmet din harddisk for mistede filer, og mens programmet somme tider finder de mistede data, oplever man sandsynligvis også at den overfladiske skanning ikke finder det, man håber på. Her skal der altså en dybskanning til for at få fuld bonus ud af programmets evner. Man bør bemærke at hvis man lader Recuva gennemsøge ens harddisk for mistede filer, skal man beregne fra en til fire timers hårdt arbejde, alt efter harddiskens størrelse.

Som forsøg slettede jeg en PowerPoint-fil fra en USB nøgle. Hvis man sletter filer fra USB nøgler og andre hukommelseskort, slettes de prompte uden om Papirkurven. Herefter startede jeg Recuva op, og lod programmet lede efter filer, som engang lå på USB nøglen. Resultatet var nærmest chokerende: på blot fem sekunder havde Recuva fundet den tabte PowerPoint præsentation. Et klik ud for filen, et klik på en Gendan-knap, og vupti: så var den mistede PowerPoint-fil gendannet og lå atter på min USB nøgle.
Som andet forsøg lagde jeg en mappe med 40 billedfiler ind på selvsamme USB nøgle. Derefter slettede jeg mappen, inklusive de 40 billeder. Samme procedure gentog sig: på under fem sekunder havde Recuva genfundet samtlige 40 digitale billeder, og på under fire sekunder lå billederne atter på min USB nøgle. Imponerende!

Værd at bemærke
Der er et par ting, som er værd at bide mærke i, når man forsøger at genskabe mistede data.

1. Gør det så hurtigt som muligt efter uheldets indtræden. Jo hurtigere du forsøger at rette op på skaden, jo større er chancen for, at Recuva kan finde de tabte filer.
2. Vær realistisk! Selv om Recuva kan redde mange filer, er der ingen garanti for at det redder alt. Tænk dig derfor rigtigt godt om, inden du sletter filer og mapper fra computeren.
3. Recuva virker til alle nyere versioner af Windows, også den spritnye Windows 7. Desuden er programmet køreklar til både 32 og 64 bit versioner af styresystemerne.
4. Man kan desuden hente en portabel version af Recuva. Det betyder at du kan medbringe programmet på for eksempel en USB nøgle og måske redde naboens ægteskab, som er på vej i ren kaos på grund af de mistede fotos fra bryllupsrejsen…

www.piriform.com/recuva

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *