Piratkopi af Windows 9

Piratkopi af Windows 9

Normalt arbejder jeg ikke i piratkopier, men for en gangs skyld gør jeg undtagelsen, da historien er særdeles bemærkelsesværdig. Inden en videre frembrusen skal jeg kort omtale ordet piratkopi, som vel bedst kan defineres som en ulovlig kopi af noget. Det kan være et spil, en fil eller en musik-cd. Ulovlige kopier kaldes populært for piratkopier eller piratversioner.

Og når jeg tager emnet op her i påsken, hænger det sammen med at jeg faldt over dette lille påskeæg, som sikkert vil interessere en del af læserne af nærværende it-blog, Nettips.dk. Det handler nemlig om en piratkopi af Windows 9, Microsofts kommende styresystem, som officielt lander om cirka et års tid. Programmørerne er dog i fuld gang med Windows 9, og små, ufærdige versioner af Windows 9 er da også udgivet internt hos Microsoft.

Og det er netop sådan en ikke-færdig version – en såkaldt betaversion – som nu florerer på internettet. Denne betaversion kan nu downloades som en piratkopi af Windows 9 i en såkaldt ISO-fil, som jeg forklarer lidt mere om lidt længere nede. Først vil jeg dog lige nævne nogle af de spændende nyheder i piratversionen af Windows 9. Det ser nemlig ud til at Microsoft for alvor skruer op for brugervenligheden i det kommende styresystem.

Ansigtsgenkendelse i Windows 9

For det første vil ansigtsgenkendelse blive et gennemgående tema i Windows 9. Når du starter computeren op, vil et kamera i styresystemet enten blokere eller give brugeren adgang ved hjælp af ansigtsgenkendelse. Når Windows 9 installeres, vil en af procedurerne nemlig være at angive hvilke personer, som skal have adgang til Windows 9. Ved hjælp af unik software vil din skærm kunne aflæse den person der sidder ved tastaturet og dermed godkende personen. Hvis en fremmede sætter sig ved tastaturet, skal han/hun enten godkendes af computerens ejermand, eller også vil Windows 9 lukkes ned inden for få sekunder. Det er desuden planen at mange af de services der kræver login ude på internettet, fx mail og netbank, vil blive implementeret i dette smarte sikkerhedssystem i Windows 9.

En anden nyskabelse bliver den manglende Gem-mulighed. Normalt når vi skriver dokumenter eller opretter regneark, skal disse gemmes med et fil-navn. Dette bliver overflødigt i Windows 9, som i stedet vil anvende en nyudviklet Gem-teknologi – SaveEasy – som kort fortalt vil gætte sig frem til hvilken fil du ønsker at arbejde videre med. Filen lagres på dit SkyDrive, som fremover bliver lagringsplads for dine dokumenter og billedfiler.

Din computerskærm vil også snart blive trykfølsom, uanset hvilken skærm du sidder ved. Ved hjælp af en touchteknologi, der hedder TouchMagic, vil alle skærme kunne anvendes som trykfølsomme skærme, og dermed vil det blive lettere at navigere rundt på skærmen – lige som vi kender det fra fx iPads.

Obligatorisk support i Windows 9

Antivirus er nu indbygget som en grundlæggende substans i Windows 9, og det betyder at du fremover vil være helt garderet imod virusser og anden malware. Her skal der lyde en kritisk røst, idet det som udgangspunkt ikke bliver muligt at installere andre antivirusprodukter. Desuden vil Windows 9 automatisk blokere alle kørende processer, hvis den opdager virus i farevandet. Herved skal man kontakte support hos Microsoft for at få fjernet virussen og dermed låst computeren op igen. Denne support skal man betale et beløb for i form af et årligt abonnement på cirka 50 dollars, altså lige omkring 250 danske kroner. Til gengæld bliver Windows 9 billigere end tidligere Windows versioner. Prisen er dog endnu ikke oplyst.

Du kan altså downloade en piratkopi af Windows 9 via nedenstående link. Du henter en såkaldt ISO-fil, som skal brændes over på en tom dvd-skive eller over på en tom USB nøgle. Herefter skal du boote din computer op med skiven eller USB nøglen i en USB port. En installation af Windows 9 påbegyndes, og det er en god ide at tage en sikkerhedskopi af dine filer og programmer inden installationen af Windows 9. Bemærk at piratkopien er lækket af en programmør hos Microsoft, og at den formodes at være helt sikker, men det er altid en god ide at scanne ISO-filen, inden den tages i brug.

Download Windows 9 som ISO-fil her

{fcomment}

Læs også

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.