Pc – hvad skal jeg købe?

Pc – hvad skal jeg købe?

Skolen er gået i gang for længst. For mange elevers og studerendes vedkommende er det ensbetydende med køb af pc.

Kalenderpilen peger på efteråret. Skoletasker og penalhuse er fundet frem, og knækkede blyanter skiftes ud med nyspidsede, mens afgnavne viskelædere gemmes til gode tider i skolestuerne. Mange opgaver klares stadig ved hjælp af gode, gammeldags hjælpemidler, men tiden lægger også op til at it er en sikker og uundværlig kompagnon for elever og studerende. Nettips forsøger med en lille guide til et godt computerkøb.

Masser af plads
En af de første overvejelser er om man skal investere i en stationær eller en bærbar computer. Der er fordele og ulemper ved begge løsninger, men da artiklen her lægger op til en studie-pc, ligger den bærbare løsning lige til højrebenet. De bærbare computere i dag magter de fleste studieopgaver. Der er ganske vist stor forskel på computeres ydeevne, og dyre computere med splinternyt udviklet hardware er naturligvis i en højere liga, men prisen er derefter: jo nyere udstyret skal være, jo højere er prisen.

Uden at gå i detaljer med hardware kan det godt betale sig at overveje at købe det næstnyeste isenkram. Der er et hav af forskellige processorer på markedet, og det er utopi at kunne forklare forskellen på relativt få linjer. Anbefalingen er at man spørger ind til de forskellige computeres ”ingredienser” hos forhandleren, og her bør man efter min mening prioriterer elementer som RAM og harddisk højt. Godt med RAM betyder at computeren magter mange opgaver ad gangen, og en harddisk med god plads sikrer at der er lager til musik, videoklip, digitale billeder samt – naturligvis – studieopgaverne.

Larm gør træt
Vægten er også værd at se nærmere på. En bærbar pc bliver transporteret hyppigt fra sted til sted, og det nytter ikke at den er alt for tung. Man risikerer at eje en bærbar maskine, som man ikke orker at tage med sig, fordi den er for tung over skuldrene. Derfor er det tilrådeligt at kigge på vægttal, og det er en god ide at bære lidt rundt på computeren hos forhandleren. Ofte står de bærbare side om side på parademaner, men få mennesker løfter computerne fra disken. Det kan godt betale sig for at få et indtryk af computerens vægt på den måde.

Der er desuden også stor forskel på hvor meget bærbare computere støjer. Her i huset mobber vi Kristian, den flittigt studerende. Han ejer nemlig en computer, der larmer mere end godt er. Den har en skinger støj, der går næsten gennem marv og ben, men man vænner sig til det. Siger Kristian. Men det tror vi ikke på. Det er en god ide at tænde computeren og lytte godt efter.

Mac eller pc?
En stor fordel ved bærbare computere er deres evne til at fungere uden et strømstik eller stikkontakt i nærheden. Hvis computerens batteri ikke har en særlig lang levetid, er man konstant afhængig af strøm, og det bliver man mere end træt af. For mit vedkommende er det ikke nok, at computeren kun kan holde til et par timers arbejde. Gå efter mere – gerne det dobbelte – og overvej i samme åndedrag, om der skal investeres i en ekstra strømadapter, som kan ligge på skolen. Det kan være en smule irriterende at skulle pakke strømstik sammen hver gang man skal fra hjem til skole. Tingene bliver anderledes meget nemmere, hvis man ikke behøver at bekymre sig om ledninger.

Endelig er der god grund til at tage stilling til, om man skal købe en traditionel pc med for eksempel Windows, eller om man skal investere spareskillingerne i en Mac. Mac-computerne er blevet voldsomt populære, og prismæssigt er de efterhånden til at få for rimelige beløb. Der er ingen tvivl om at Mac er uhyre populære blandt de unge, og det skyldes ikke mindst et gedigent design og lækre detaljer. Man skal dog være opmærksom på, at Mac typisk bruger styresystemet MacOS, og at programmer til pc ikke virker på en Mac. På de nyere Mac-maskiner er der dog den mulighed at afvikle en dualboot, hvor man ved opstart vælger om man vil køre Windows eller MacOS.

Konklusionen er at man bør se sig godt for, inden man køber en computer. Man kan med fordel stille sig selv det spørgsmål der hedder: hvad skal den bruges til? Skriv ned på et stykke papir hvilke opgaver computeren skal hjælpe med. Ud fra disse notater kan man i samarbejde med en forhandler få den rigtige computer i hus.

www.edbpriser.dk 

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *