Pas på fupbutikker

Pas på fupbutikker

Handlen på nettet går strygende. Danske netbutikker mærker danskernes købelyst på nettet, og det ser ikke umiddelbart ud til at netsalget vil falde lige med det første. Konkurrencen er hård derude, og danskerne tørster efter at få fat i varerne til den billigst mulige pris. Dette indbefatter at mange googler efter billige priser, men der er grund til at kigge godt efter derude, for en masse fupbutikker forsøger at narre pengene ud af dig. Det er ikke danske fupbutikker, der er tale om. Nænej, fupmagerne snakker typisk kinesisk, malaysisk eller russisk, hvis du møder dem en skønne dag. Dette ses dog ikke på hjemmesiderne, som i højere grad leveres i danske sprogversioner, og dermed er mange danskere godt på vej til at blive snydt, så vandet driver.

Mange butikker lokker med ægte varer til billige penge, men problemet er at når folk har betalt og venter på pakken, ventes der forgæves. Pakken dukker nemlig aldrig op. Hvis du betaler online og pakken ikke dukker op, skal du dog huske at du kan få tilbageført dine penge fra din bank. Men for at undgå at blive narret og at lække dine kreditkortoplysninger online, er det god skik at tænke sig om, inden man knalder diverse koder ind i en fremmed webshop. E-mærket giver nu en række gode råd, der skal hjælpe dig med at spotte fupbutikkerne, inden du fristes og ledes i fordærv.

Billige mærkevarer

Først og fremmest skal du bemærke sproget på hjemmesiden. Hvis det er dårligt skrevet dansk, er der måske tale om en Google Translate, og så bør du være ekstra vågen. Bemærk også om priserne er skæve og mærkværdige. En t-shirt til 254,77 kroner? Nej, det lyder ikke helt logisk, vel? Der er formentlig tale om en robot-oversat pris fra dollars til danske kroner.

Hvis du er på udkig efter mærkevarer, skal du virkelig være vågen, hvis du finder det du leder efter til en ekstrem lav pris. Der er sandsynligvis tale om kopivarer, så hvis du finder et sæt labre Nike sko til 199 kroner, så tænk dig om en ekstra gang, inden du bestiller.

Butiksoplysninger

Inden du hiver kreditkortet frem foran skærmen, bør du lige tjekke butikkens stamdata. Hvor holder butikken til: hvilken by og kan du hente e-mailadresser på shoppen? Hvis du ser et CVR nummer på hjemmesiden, bør du lige underkaste dette CVR nummer et tjek på www.cvr.dk. Det kan nemlig sagtens være forsøg på fusk!

Tjek webadressen

Når du handler, er det en god ide at holde øje med browserens adressefelt for at tjekke shoppens webadresse. Lander den på .dk eller står du pludselig i en shop, hvis adresse lander på .ru?

Jo, det er en god ide at være vågen derude – fupmagerne huserer i deres fupbutikker, så pas godt på!

www.emaerket.dk

Læs også:

1 Comment

  1. Affi

    Det er altid godt at at sikre sig bedst muligt. Det er ikke rart, hvis/når man opdager, at man har givet vitale oplysninger om sit Visa-kort for eks til svindlere. Når jeg handler på hjemmebane, så bliver det kun, hvis siden er e-mærket. Er det på udenlandske sider, går jeg helst gennem for eks Amazon eller E-Bay, når jeg handler.

    Reply

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *