Over 100 gratis programmer

Over 100 gratis programmer

Det amerikanske it-magasin PC World har fundet 101 gode, gratis programmer. Vi løfter sløret for nogle af dem.

Gratis programmer eller på engelsk: freeware. Det er netop hvad det ansete amerikanske it-magasin PC World har fundet frem i magasinets seneste udgave, hvor de omtaler 101 stykker software, som altså kan hentes kvit og frit fra internettet. I fredags kunne man i disse spalter læse om nyhedsbreve, som serverer tips til gratis programmer, og hvad er så mere nærliggende end at gengive nogle af de fif, som PC World altså også fokuserer på? Inden læserne går amok med mus og internetforbindelse, bør det understreges at det ikke er alle de nævnte programmer på fra artiklen hos PC World, der er gratis. Derfor vil denne artikel udelukkende kigge på de gratis fornøjelser.

Dansk deltagelse
Det er typisk en række udenlandske programmer, som præger listen, men den har også dansk deltagelse af programmet Spamfighter, som stifteren af Jubii, Martin Thorborg, står bag. Spamfighter er et antispamprogram, som automatisk sorterer spam fra i dine indgående e-mails. Spamfighter fås i både en gratis og i en betalingsversion, og kritikere af programmet postulerer at Spamfighter selv anvender spamlignende metoder, når de reklamerer for deres program – en diskussion, som ikke skal tages op i denne ombæring. Du kan hente programmet i en dansk version på www.spamfighter.dk

Hvis man bliver i sikkerhedsverdenen er den gratis firewall Comodo absolut også værd at kigge nærmere på. En firewalls fornemste opgave er at sørge for, at uønskede folk ikke kommer ind på computeren, og at træls software ikke sender private oplysninger ud via nettet. Windows XP har en firewall indbygget, men den er lettere utilstrækkelig, idet den blot passer på at ingen kan trænge ind i computeren, mens udgående aktivitet ikke registreres. www.comodo.com

Rediger din musik
På underholdningsområdet dukker nogle velkendte programmer op. Winamp er et gratis program, som kan bruges til at afspille musik og film. Det indbyggede Shoutcast giver dig mulighed for at vælge imellem et hav af forskellige radio- og tv-stationer. Winamp gør det nemt at skabe sine egne spillelister, så man nemt og smidigt skaber musik til forskellige stemninger. En minibrowser åbner op for at du kan se og læse billeder samt biografier om forskellige kunstnere. Brænderfunktionen er ikke noget at råbe hurra for, men de fleste pc-brugere bruger sikkert også andet software, når der brændes løs. www.winamp.com

Hvis man ønsker at mikse eller redigere i sin musik på harddisken, er det svært at komme udenom Audacity. Det er et af de mest roste gratisprogrammer i musikerkredse, og selv om det virker noget bombastisk, når det startes op første gang, bliver man relativt hurtigt dus med programmet.
http://audacity.sourceforge.net

Og så lige et par spil
Endelig bliver der lige plads til at fremhæve lidt gratis spil. Det hedder Freeciv, og er egentlig en efterligning af det meget berømte simulationsspil Civilization. Her handler det om at skabe sit eget samfund, hvor man starter på næsten bar bund og hvor man – hvis man er dygtig nok – pludselig står med kejseragtig status. Man kan spille over netværk i Freeciv, og man kan hente yderligere ting og sager, som gør spillet flottere med flere muligheder og funktioner. http://freeciv.wikia.com

Og som den altoverskyggende rosin i pølseenden skal en lille hyggespreder lige have et par ord med på vejen. Den hedder ExCit og er et mindre spil, som spilles direkte på internettet. Spillet går ud på at man skal bevæge sig fra ét sted til et andet via nogle felter i et regneark, og som det er med så mange lignende spil, bliver det sværere og sværere efterhånden, som du stiger i graderne. www.pixer.org/excit

Den komplette liste kan besigtiges på www.pcworld.com/article/id,143642/article.html

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *